Navigation:    
Start  >  Blog 
> 10. marts 2023
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Tanker om årets udlandsrejser Fredag, 10.03.23

Jeg havde jo ved starten af dette år besluttet, at jeg kunne regne med at ville have råd til at afholde seks udlandsture i år, hvilket vil svare til det jeg havde i forrige år, hvor jeg havde brydeture til Düsseldorf, Berlin og London, og derudover andre udlandsture til New Jersey, Oslo og Dresden. Således tre ture fokuseret på brydning og tre ture, der ikke nødvendigvis vil have noget med brydning at gøre. For at tage det sidste først, så ved jeg allerede nu, at jeg nødvendigvis må gentage turen til New Jersey, således at jeg endelig kan besøge Deltas camp igen, hvilket jeg ikke har gjort siden 2019. Og denne gang satser jeg på, at jeg kan benytte mig mere af Johns tilbud om at jeg kan bryde i hans dagligstue, da jeg har kontakt med ikke mindre end fire lokale brydere, der er villige til at tage turen til Trenton for at bryde med mig: wrestlnfool (57 år, 73 kg, 41 oppos) DirtyJerZ (38 år, 86 kg, 29 oppos), Idwrestler (64 år, 115 kg, 6 oppos), og Zeeke (34 år, 135 kg, 0 oppos). Derudover skal jeg gentage turen til Dresden i maj, så jeg kan besøge Andy til hans 64-års fødselsdag. Og her kan jeg ikke påregne at indlægge noget brydning så længe der er de omfattende vejarbejder i Dresden. Endelig tænker jeg på at gøre et mere seriøst forsøg på at vende tilbage til bjergbestigningen, som jeg beskrev det med Schneibstein her på bloggen for ni dage siden og lave et besøg i Berchtesgaden - og måske besøge Christoph og Kirsten når jeg alligevel kommer forbi München.
Med hensyn til brydningen har jeg jo lyst til flere end blot tre ture, set i lyset af de 59 kampe jeg havde udsat da først tingene havde stabiliseret sig efter coronapandemien. Jeg har jo allerede haft den første kamp i år i Berlin, som kun gav en enkelt ny modstander (LutadorBerlin), og derudover har jeg også lovet mig væk til en rematch med eddi30 og Dadwrestler i Heidelberg i juni. Så har jeg også en mulig match med manbarbs i Athen i maj, omend min fornemmelse siger mig at den nok ikke vil blive til noget. Det mest seriøse bud vil derfor nok være Manchester, hvor jeg allerede har ni brydere der har bekræftet ønsket om en kamp, og der er ingen af dem, jeg har brydet med før - og heriblandt Manchesterlad, som tilmed decideret har udfordret mig! Og når jeg er i Manchester kan jeg jo også tage toget til Darlington, hvor der er to brydere der gerne vil se mit besøg, plus en ny (steviewrestle). Så ved en tur til Manchester skal jeg nok regne med en halv snes dage. Og rækkefølgen skal så være Berlin (feb) - Dresden (maj) - Heidelberg - (jun) - Berchtesgaden (jul) - Trenton (aug) og Manchester (sep).

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.