Navigation:    
Start  >  Blog 
> 1. april 2023
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Min balance lader til at være udfordret Lørdag, 01.04.23

Ved starten på en ny måned plejer jeg at tage udgangspunkt i hvad jeg har skrevet i min blog ti år tidligere og holde det op med hvad der efterfølgende er sket, for derved at kunne få et indblik i hvad der efterfølgende er sket, men jeg plejer ikke at lade sammenligningen tage udgangspunkt i de blogs jeg har skrevet på den første og sidste dag i måneden. Dette dels fordi jeg på den første dag refererer til hvad der er sket ti år tidligere, og dels fordi jeg den sidste dag plejer at samle op på hvad jeg har lavet af fysisk træning i den forgangne måned. Men præcis denne udgave af bloggen er netop den regel der bekræfter undtagelsen, da jeg denne gang vil lade lyset falde på min blog fra 30. april 2013, hvorfra jeg har sakset dette udklip: "Fysisk har det meteorologisk set været en usædvanlig kold, tør og solrig senvinter, men det har også været meget blæsende med en konstant hård vind fra øst, hvilket har været baggrunden for en rekordkold, -tør og -solrig marts og april. Men teknisk og mentalt set har jeg været dårligt løbende, da jeg ikke kan få løftet benene ordentligt, hvilket flere gange har gjort at jeg snublede og faldt. I slutningen af februar skyldtes det dog de isglatte veje i Dyrehaven, men ugen efter, hvor jeg faldt på Strandvejen, kan jeg dog ikke skyde skylden på andre end mig selv. Det medførte, at stort set hele marts røg i vasken, træningsmæssigt set, og derved også evnen til at skulle træne til marathon i Ottawa i næste måned, hvilket ellers har været målsætningen for vinterens træning."
Ganske vist har vi også i år haft en temmelig kold senvinter, men i år faldt kulden mere passende i februar og ikke i marts, så vi har faktisk haft sne på gaderne flere dage i træk, hvilket det er flere år siden det er sket. Men jeg vil hellere fæstne mig med kommentaren om, at jeg i februar/marts 2013 har været dårligt løbende fordi jeg ikke kan få løftet benene ordentligt. Det sker dog ikke så hyppigt mere, men alligevel er det sket et par gange det sidste års tid at jeg er faldet. Dels i november, hvor jeg faldt på Falkoner Allé fordi en anden fyr gik ind i mig, og dels i december, hvor jeg dejsede omkuld da jeg kom ud fra en pils hos Shamrock Inn på Jernbanegade. Og det har måske noget at gøre med min skæve højre storetå, som ikke kan give et ordentligt afsæt når jeg løber, hvilket muligvis skyldes, at jeg for en del år siden knaldede foden ind i en træstub da jeg var ude og løbe i Geelskov - og nok vil kræve en ortopædisk behandling.
Dagblog 30. april 2013: Ud af den lange vinterpause

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.