Når jeg på dette tidspunkt i maj 2023 skal kigge ti år tilbage er der ikke så mange episoder der er mere værd at kigge på end de, gode og dårlige, oplevelser jeg havde da jeg besøgte Max(cita) i Ottawa i Canada. Størst indflydelse på min fremtid var uden tvivl at jeg blev ramt af en blodprop få dage før jeg skulle flyve hjem igen, men konsekvenserne heraf har jeg efterfølgende løbende beskrevet ganske righoldigt her på bloggen, og derudover ramte blodproppen mig først i juni måned, kort efter min 50-års fødselsdag. Jeg kunne jo også vælge at kigge nærmere på nogle af de mange spændende oplevelser jeg havde i Max' selskab, men i stedet vil jeg fokusere på da jeg to uger tidligere løb mit sidste marathon i denne canadiske hovedstad, hvorfra jeg har sakset dette udklip: "Starten gik fra hjørnet af Laurier og Elgin, op over Rideau Canal og ned langs samme. Ottawa Marathon siges at være det største marathonløb i Canada, men det må være fordi de så også tæller dem med, som nøjes med at løbe 1 km, 2 km, 5 km, 10 km eller halvmarathon, men for de rigtige marathonløbere, incl. mig, var der 6156 deltagere. Jeg følte mig ikke specielt frisk fra starten, og lagde ud i 7:30-tempo, men allerede omkring km9 overvejede jeg om jeg skulle droppe ud af løbet. Hvis man absolut ønsker at droppe ud bør man gøre det på den første halvdel, således af man ikke laver unødig skade på sig selv, i stedet for måske at fortsætte til km30 uden at have opnået andet end smerter. Men i første omgang valgte jeg at fortsætte til km10, og så se hvor det bar henad. Men km10 kom tidligere end ventet, så i stedet valgte jeg at gå efter km12 i stedet. Det var ikke rart at være så meget ud af form, men hvad kunne jeg ellers forvente, med kun henved 60 km træning det sidste par måneder? Jeg så ikke mange af km-skiltene, men pludselig passerede jeg km14. Jeg tænkte, at hvis jeg ville droppe ud ville jeg have problemet med at finde tilbage til start, men jeg tænkte at hvis jeg bare kunne følge de andre løbere til km27, hvilket var det eneste cutoff-point, så kunne jeg bare løbe direkte til mål derfra. Og pludselig passerede jeg halvvejsmærket. Vi havde nu været ude i tre timer, og efterhånden kom halvmarathonløberne blæsende forbi. Specielt bemærkede jeg en fyr i en skrigende orange morphsuit, og det kunne da være interessant at løbe bag ham, men desværre forsvandt han bare forude i mængden. Så det var bare lidt eye candy!"
Det lykkedes mig efterfølgende at finde et billede af fyren i den orange morphsuit, men det billede forsvandt igen for et par år siden da den computer, jeg havde dengang, crashede. I stedet har jeg så fået købt mig en blå version af en sådan morphsuit, og selv om jeg ikke har løbet i den endnu er det nu et rart stykke tøj at være i. I dag er det desværre temmelig begrænset hvor meget jeg løber, men det skyldes nok mest de knæoperationer jeg fik i 2019 og 2021 for at løse mine problemer med mine kalveknæ. For efter blodproppen kom jeg relativt hurtigt i gang med at løbe igen, således at jeg efterfølgende to gange løb et 5km konkurrenceløb, og i 2014 et 10km løb da jeg igen var i Australien. Men mere end det blev det aldrig til.
Dagblog 26. maj 2013: Til marathon i Ottawa