Så havde vi den absolut sidste store bededag i fredags, og dermed var det sidste chance for at bruge denne helligdag til at få konfirmeret det unge afkom, til at klare det sidste havearbejde for at gøre haven sommerklar eller, nåja, til at bede til Gud og hvermand, her underforstået ukrainerne, som gang på gang bliver bombarderet af russiske mussiler. Men hvad, der er andre weekender til af afholde konfirmationer i, ligesom havearbejdet er en konstant og fortsat proces. Og russerne har trods femten måneders konstante angreb på Ukraine endnu ikke kunnet få skovlen under ukrainerne i det, Putin blot kalder en hurtig special operation, for ikke at ville kalde den det, som den retteligt er, nemlig en krig; en operation som skulle vise sig at være mere speciel end hurtig.
Som jeg allerede skrev her på bloggen tilbage i januar, hvor SVM-regeringen annoncerede, at store bededag skulle aflives som fridag fra 2024 synes jeg stadig at det er usmageligt, at den nye regering med den ene hånd sætter arbejderne på tvangsarbejde for at dække forsvarsudgifterne mens den med den anden hånd lemper arveafgiften for dem der tilfældigvis arver en stor pose penge eller giver skattelettelser for dem, der allerede i forvejen tjener alt for mange penge. For slet ikke at tale om de milliarder som boligejere herhjemme optjener år efter år uden at skulle beskattes. Det er fair nok, at der skal flere penge til at dække de stigende forsvarsudgifter til den krigssituation, som Putin nu har blagt hele Europa i, men så længe han sidder ved magten må vi jo alle gøre vores til at disse stigende forsvarsudgifter i stedet bør tænkes ind i en større sammenhæng, således at dem som arbejder ikke automatisk og alene skal dække vore stigende fællesudgifter i modsætning til dem, hvor værdierne automatisk tikker ind på kontoen uden beskatning. Specielt når det er den almindelige lønmodtager, som i forvejen må kæmpe med kraftigt stigende leve-, transport- og boligomkostninger bliver bedt til kasse for at dække forsvarsudgifterne, mens kuponklipperne blot kan sidde i sofaen og blot se på at pengene triller direkte ind på bankkontoen uden at gå via skattevæsenet.