Navigation:    
Start  >  Blog 
> 19. maj 2023
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Håb på løb med bar overkrop en sommerlig aften Fredag, 19.05.23

Det ser ud til at det kolde forår vi har haft i år endelig er ved at vige pladsen for noget mere lunere vejr. Selv om jeg ikke mærker så meget til lunere vejr så længe jeg tilbringer det meste af tiden indendørs foran computeren, for tilsyneladende er der lukket ned for varmen i ejendommen og jeg sidder stadig med lange tights og en ekstra sweatshirt ovenpå min normale T-shirt. Mens jeg adskillige gange i de seneste dage har set flere løbere der har flintret forbi på gaden udenfor; i går aftes så jeg tilmed et par fyre der kom løbende ned ad gaden i bar overkrop! Det er mange år siden at jeg har løbet i bar overkrop, men jeg husker stadig hvor dejlig en fornemmelse det er at løbe med bar overkrop når man netop har afsluttet en hurtig løbetur og kroppen er glinsende af sved, sådan som jeg om sommeren ofte oplevede det når jeg var kommet hjem fra en løbetur rundt om Utterslev Mose. Så er der nemlig ikke noget bedre end at lade kroppen afkøle af fartvinden så sveden kan dampe af kroppen, således som det fra tidernes begyndelse har været tiltænkt. Men det var noget jeg gjorde mens jeg stadig var godt løbende og kunne producere en krop der var svedig nok til at jeg kunne dampe af under et roligt afsluttende løb - der vel at mærke stadig foregik meget hurtigere end det snøvletempo jeg kan præsentere for tiden. Men måske der er bedring på vej, for i den seneste måneds tid har jeg flere gange været oppe og banke med et tempo, der oppefra har bevæget sig ned mod de 10 min/km, som jeg i hele min tid som løber har sat som grænsen mellem en god løbetur og en langsom joggetur. Men jeg kan jo kun håbe på at det bliver bedre med tiden, indtil nu har jeg hele dette år kunnet løbe minimum 10 km hver måned. Selv om det jo kun er en brøkdel af de distancer jeg løb for 10-15 år siden. Men lidt har jo også sin ret, selv om jeg foreløbigt ikke har planer om at kunne løbe 10 km på en enkelt løbetur.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.