|
|
Ingen tur til Dresden denne sommer
|
Søndag, 28.05.23
|
Gennem mange år har der været tradition for, at jeg kunne besøge min kammerat Andy i Dresden to gange om året, dels ved juletid, hvor der er tradition for at vi skal besøge Striezelmarkt og nyde en god gang Glühwein (mit Schuss, selvfølgelig), og dels i slutningen af maj, hvor han i år kan fejre sin 64-års fødselsdag den 29. Hvilket er i morgen, hvor det samtidig er pinsemandag. Andy fylder således år tre dage før jeg gør det, og ofte har vi planlagt det således, at når jeg besøger ham slår vi to fluer med et smæk og fejrer begge vore fødselsdage på samme besøg. Men det blev slået ihjel for nogle år siden, hvor jeg på grund af coronaen ikke kunne tage ned og besøge ham. Men coronaen er efterhånden blevet et overstået kapitel, og forrige jul var det muligt for mig at tage ned og besøge ham. Selv om jeg denne gang nødvendigvis måtte tage flyet, fordi Dresdens sporvognssystem var under ombygning og det ville være for bøvlet at rejse mellem hans bopæl og lokalbanegården. Jeg har således ikke besøgt Andy ved sommertid siden 2019. Det plejer jo også at være et par hyggelige dage vi derved kan have sammen. Ofte besøger vi en af hans fetishvenner der bor i omegnen af Dresden, og et besøg på Café Europa plejer også at høre sig til. Samt selvfølgelig vore egne fetisharrangementer, for ofte slæber jeg min tunge lædersleepsack med, ligesom jeg som regel også pakker et par zentaisuits ned som vi kan have sjov sammen i. Men det bliver ikke i år vi gentager succesen, da han efter nogen tids stilhed for få dage siden måtte fortælle mig, at han i år ikke ville være hjemme på sin fødselsdag. Trist nok, men det er jo altid fint når jeg får sådan noget at vide inden jeg reserverer dagene og køber og betaler flybilletter, der næppe kan refunderes. Men vi kunne vel nok også finde ud af noget sammen ved den kommende jul. Hvilket tiden vil vise. Og fint at jeg så ikke vil have tidsmæssige problemer med at fejre min egen fødselsdag ved at tage en tur til Årø med Erik.
|
|