Navigation:    
Start  >  Blog 
> 31. maj 2023
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Flere km i maj, men alligevel sløvt Onsdag, 31.05.23

Foreløbig er det gået ganske godt med at bygge mit løb op igen her i forårsperioden. Lige fra da det i januar lykkedes mig at gennemføre ti kilometers udendørs løb, hvilket jeg ikke havde gjort i det omfang siden 2018, og derudover har det også været muligt for mig at lægge en sølle kilometer på hver måned, således at jeg her i maj havde løftet barren en smule højere, så jeg denne måned gerne skulle løbe 14 km. Og det er det faktisk også lykkedes mig så godt, at jeg her i maj har fået løbet 16 km i maj måned. Hvilket jo svarer meget godt til den traditionelle weekendløbetur rundt om Utterslev Mose, som jeg ofte løb i de måneder hvor jeg skulle træne op til marathon. Men hvor Utterslev Mose-turen dengang ikke var den eneste tur jeg løb i disse uger, var det her i maj 2023 den samlede mængde af kilometer for hele måneden. Og jeg kan da ikke afvise, at grunden til at jeg har lavet et lille hop i distancen her i maj skyldes at jeg nu løber regelmæssigt i Dyrehaven og ikke længere i Kildevældsparken. Det kunne selvfølgelig også skyldes at foråret er kommet med sine varme dage, men det tvivler jeg nu på, for pludselig varme plejer nu ikke at være godt for et positivt løberesultat for mig. Men tilsyneladende fungerer det fint med at tilstræbe at løbe en ugentlig tur i Dyrehaven, og den skal jeg også arbejde mere med hvis jeg på treårsdagen for mit løbestop den 22. juni ønsker at løbe den samme tur, som jeg i 2018 løb i Dyrehaven. Alligevel føler jeg mig ikke tilfreds med mine løbefremskridt, for mit løb foregår stadig i umanerligt langsomt tempo, og hvad der skal til for at rykke tempoet op, så jeg bare kan nå mit gamle minimumstempo for at kunne kalde det løb og ikke bare jog! I det mindste har mine knæproteser ikke givet nogle problemer når jeg løber, men jeg savner nu mit tidligere aktivitetsniveau. Jeg har heller ikke gjort mere med min klassiske rute i Fælledparken, som jeg løb sidst i marts, men den tænker jeg at vende tilbage til på den anden side af sommeren. Ellers har jeg, totalt set, her i maj haft 9 aktivitetsdage, hvilket er tre færre end den foregående måned, og derved lige så sløvt som i marts! Fordelt med en dag mindre med vægttræning, ingen cykeltræning (hvor jeg i april havde to pas) og det samme antal vandre- og løbeture. Så hvis jeg ser bort fra de flere kilometer har maj nu været en halvsløj måned.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.