I anledning af min 60-års fødselsdag havde Erik inviteret mig på en tur til Årø, og for at det ikke skulle blive for stressende havde vi vurderet, at det ville være bedst at gøre det til en todagestur. Således at vi kørte til Årø torsdag morgen og hjem igen fredag aften. Jeg havde aldrig været på Årø før, men som barn havde jeg hørt min mormor tale om den ø, der lå udenfor Haderslev Fjord. Men særlig interessant var øen nu ikke, omend der som noget ganske usædvanligt var vinmarker på øen, som Erik købte en flaske af. Ellers var øen temmelig flad, og den havde ikke noget højdepunkt, der kunne være interessant for mig. Men vi havde kortbogen med, så vi fandt snart ud af, at der var en anden ø længere mod syd - Barsø, som også så ud til at have en færge fra fastlandet. Og den havde et højdepunkt der tilmed var noget højere end Omøs 24m. Her på Barsø var højeste punkt Gyldenbjergs 39m høje top. Vi kunne dog ikke booke plads på færgen, men Erik forslog at vi blot kørte til færgens udgangspunkt, som havde det indlysende navn Barsø Landing. Fremme ved færgehavnen viste det sig hvorfor vi ikke kunne booke plads på færgen, for den tog simpelt hen ikke biler med! Den var dog stor nok til at tage biler med, men kaptajnen på den enmandsbetjente færge sagde at beboerne simpelt hen ikke ønskede at drukne i biler - og det kunne de vel have ret i. Så vi lod bilen stå på havnen og entrede færgen, hvor vi i det mindste fandt en siddeplads. Vi var kun tre personer der skulle over til Barsø, så det kunne der da ikke være meget økonomi i. Men færgen sejlede hver time, så det var da en offentlig trafik. Og uden tvivl gav kommunen støtte til driften. Og hvis vi undrede os over om barsøboerne var specielt bilfjendske fik vi en naturlig forklaring da vi kom i land, for tilsyneladende havde de aldrig haft hverken asfaltkogeri eller damptromle her, så den tredje passager blev afhentet pr. traktor. Men hvad skulle de bruge damptromle til når de havde udmærkede grusveje? Gyldenbjerg så vi ikke noget til, for den sidste afgang mod hovedlandet sejlede en time senere, så der var ikke tid til de store udforskninger. Men øen havde en kaffestue, og den kvindelige bestyrer kunne naturligvis godt lave en kande kaffe til os, så vi hverken skulle gå for lud eller koldt vand. Og da hun kom med kaffen havde hun også en tallerken biscotti med! Så vi kunne nyde eftermiddagssolen, stilheden og svalernes flugt over kaffehuset. Desværre var det et alt for kort ophold vi havde på Barsø, så jeg kunne godt have lyst til at vende tilbage og studere det temmelig kuperede bagland nærmere en dag når jeg har mere tid.