Efter besøgene på Årø og Barsø kørte vi til Sønderborg for en overnatning inden vi dagen efter fortsatte sydpå. Erik havde et godt øje til et par mindre lokaliteter her i området, men han var jo også mere berejst i det danske landskab end jeg selv var. Konkret havde han talt om Broager Land af historiske årsager, og Kegnæs skulle også være ganske interessant - og det var faktisk Kegnæs, der kom til at sluge det meste af vores aktivitet denne dag. Kegnæs kunne umiddelbart se ud som havde den været en selvstændig ø i tidligere tider, men den landtange, der forbinder Kegnæs med resten af Als lader til at have eksisteret lige fra gammel tid. Umiddelbart var Kegnæs blot et landbrugsområde af mindre interesse, men det måtte vi finde ud af. Idet for mig gemmer ethvert landkort på sin egen hemmelighed - man skulle blot finde det. Og Erik havde hørt om at der skulle findes en mere end mandshøj granitblok, kaldet Grønmarksstenen, et sted på Kegnæs, så den satte vi os for at finde. Og vi fandt den også, men når man har gået så meget i bjergene som jeg har gjort det, var den nu ikke så overbevisende. Selv om jeg ikke var i stand til at kravle op på toppen af den, som jeg ville have gjort i tidligere tider - det var mine ben ikke længere fleksible nok til. Men inden vi forlod Kegnæs kom vi forbi fyrtårnet som var bygget på Kegnæs' sydøstligste spids, og i modsætning til så mange andre fyrtårne var fyret på Kegnæs åbent for offentligheden, så vi måtte selvfølgelig op og se det indefra og oppefra. En vindeltrappe snoede sig og gennem fyrtårnets tre etager, hvorfra en smal hønsestige snoede sig videre op til den øverste etage med en lille smal balkon, der førte hele vejen rundt om tårnet. De første tre etager var nemme nok at komme op over, for vindeltrappen her mindede om bagtrappen derhjemme. Men hønsestigen var lige smal nok, og da først jeg var kommet op på den smalle balkon fik jeg faktisk højdeskræk. Hvilket vel egentlig altid har været iboende i min krop, til trods for de mange bjergtoppe jeg har stået på spidsen af. Så jeg måtte sætte mig ned på dørtrinnet og overlade det til Erik at tage en stribe billeder hele vejen rundt. Men det største problem opstod da jeg skulle ned, for jeg kunne ikke folde mine lange ben så meget sammen at jeg kunne vende mig 180° og stige ned ad hønsestigen - og uden gelænder og med håndtagene bag min ryg ville der være for stor risiko for at jeg ville tumle baglæns ned ad hønsestigen hvis jeg forsøgte at rejse mig op på toppen af den smalle trappe. Heldigvis tilbød Erik mig en solid næve så jeg uden risiko kunne rejse mig op og dreje mig rundt og stige ned igen. Pinligt!