|
|
Dæmning sprængt ved Kherson varsler ilde for verdens kornkammer
|
Søndag, 11.06.23
|
Jeg har gennem hele mit liv haft en umiddelbart skepsis over for hvad russerne kunne finde på, og den skepsis er jo ikke blevet mindre efter at russerne har angrebet flere af deres nabolande. Vi så det med Tjetjenien og Georgien indenfor de seneste 25 år, og det kunne russerne i et vist omfang slippe afsted med. Men da russerne for snart halvandet år siden angreb Ukraine mente vi her i Vesten, at nok må være nok. Hertil og ikke længere! Og som tingene har udviklet sig tyder det på, at flere udenrigskorrespondenter har ret, når de siger, at det ikke er den menige russers modstand mod Vesten, men Putins personlige vendetta mod Vesten. Det virker jo mere og mere tydeligt som om, at Putin vil genskrive historien og bringe Ruslands storhed tilbage til Sovjetunionen - eller endnu bedre: forrige århundreders zardømme. Tilsyneladende har Putin ikke accepteret at Sovjetunionen gik i opløsning, og han mener selv at han må være den rette til at rette op på den fadæse. Ganske vist har Putin sit eget personlige arsenal af atomvåben, men heldigvis lader det til at han kun vil bruge dem som afskrækkelsesmidler. Og han har jo masser af andre våben at gribe til. Vi oplevede det her mandag nat, hvor den 30 meter høje Nova Kakhovka-dæmning, der dæmmede Dnipro-floden 230 km op, blev sprængt i stykker. Og som vi ofte ser det i krig er sandheden jo det første offer, for ligesom ukrainerne beskylder Rusland for angrebet beskylder Rusland ukrainerne. Men der er næppe nogen tvivl om at det er Putins håndlangere der står bag, for Rusland er jo kendt for sin brændte jords taktik, som vi så det under Anden Verdenskrig. Putin kunne være kynisk nok til at beordre dæmningen sprængt; den var jo allerede blevet mineret efter Rusland havde besat Kherson-området for et års tid siden. Siden har Rusland trukket sine hærstyrker tilbage til den sydlige bred af Dnipro, og når nu ukrainerne har igangsat et modangreb for at tilbageerobre de russisk besatte områder vil sprængning af dæmningen gøre det mere vanskeligt for ukrainerne at tilbageerobre det besatte område. Så betyder det intet for ham at verdens kornkammer og det naturmæssigt værdifulde delta hvor Dnipro løber ud i Sortehavet også bliver oversvømmet, eller han forårsager en miljøkatastrofe hele vejen nedenfor dæmningen. Eller er skyld i at folk der bor ovenfor dæmningen bliver afskåret fra rent drikkevand.
|
|