|
|
Vejen tilbage til løb
|
Lørdag, 24.06.23
|
I forgårs var det fire år siden at jeg i 2019 foretog min sidste løbetur inden jeg skulle på hospitalet for at få foretaget min første operation for de kalveknæ, der de seneste år havde generet mig i stigende omfang. Operationen skulle ganske vist først finde sted i november, men de stigende problemer med knæene og de mange forberedende besøg på hospitalet gjorde, at jeg allerede efter den 22. juni 2019 ikke fik løbet mere. Dette måtte vente indtil efter jeg havde fået foretaget operationen, en ventetid, som ifølge min tilknyttede fysioterapeut kunne forventes at ville vare tre-fire uger. Men der gik noget længere tid end det, med det resultat at jeg halvandet år senere skulle have det andet knæ opereret, uden at jeg i mellemtiden havde løbet så meget som en meter med min første (højre) knæprotese. Og ved genoptræningen efter den anden knæoperation meddelte min nytilknyttede fysioterapeut mig, at hun aldrig havde haft en patient, der havde været i stand til at løbe igen når først de havde fået en knæprotese - og jeg havde nu to af dem! Den statistik besluttede jeg dog straks at ville gøre noget ved, og efter jeg havde smidt krykkerne begyndte jeg så småt at løbe korte ture på få hundrede meter på løbebåndet i motionscentret. Ikke noget der tæller i regnestykket, men det var ture der ikke gjorde, at mit knæ brokkede sig, og efter nogle korte seancer den 29. november 2021, hvor jeg i Geelskov løb måske hundrede meter, mente jeg at være klar til næste skridt, nemlig at løbe i den hjemlige Kildevældsparken, hvor jeg havde målt en tur rundt om den centrale sø til at være 450 meter rundt. Og den tur løb jeg så den 30. april 2022, ikke bare en gang, men hele tre gange. Så for mig blev det en fast ugentlig morgentur i parken, og mens jeg i løbet af det følgende år løb både fire og fem runder forberedte mig på mit næste skridt, hvilket skulle være den samme rute i Dyrehaven, som jeg havde løbet før operationerne. Præcis et år efter at jeg havde løbet den første tur i Kildevældsparken løb jeg den sidste tur, for nu havde jeg sideløbende med turene i Kildevældsparken også løbet en forkortet udgave af ruten i Dyrehaven, der godt nok ikke var nær så lang som ruten fra 2019, men dog mere end seks gange længere end ruten i parken, for målet var stadig at jeg ville løbe den oprindelige rute i Dyrehaven fra 2019 på fireårsdagen, som en bekræftelse på at jeg nu var løbende igen. Og den tur løb jeg så den 15. juni, en uge tidligere end planlagt.
|
|