Forrige måned havde jeg naturligvis fokuseret på, hvad der havde sket da jeg ti år tidligere var blevet ramt af den blodprop mens jeg havde været i Canada, men sådan en blodprop forsvinder bare ikke lige over night, så jeg endte med at tilbringe seks uger på hospitalet da jeg var kommet hjem fra Canada. Faktisk brugte jeg det meste af juli måned 2013 med at vende tilbage til normalt liv inden lægerne kunne konkludere hvad der var sket. Hvorfor jeg naturligvis har sakset dette udklip: "I går eftermiddags fik jeg så den endelige afklaring fra lægerne på Rigshospitalet, med en forklaring på, hvad det var der var galt med mig. Der var ikke tale om at jeg havde Multiple Sclerosis, hvilket jeg ellers havde været mistænkt for siden de dage i Canada, hvor Sunny mente at der var 80% chance for at jeg havde denne sygdom, da min søster jo var død af sclerose for et halvt års tid siden. Der var heller ikke tale om at jeg havde Cadasil - eller rettere: det kunne siges med 80% sikkerhed at jeg ikke havde denne sjældne sygdom, der først blev opdaget i 1990'erne, da der her er tale om en mutation af sclerosen, og derfor indtil da var blevet diagnosticeret som sclerose, da man dengang ikke vidste andet. I stedet var der tale om noget så almindeligt som en blodprop, hvilket den første scanning på Bispebjerg også pegede i retning af, da scanningen der viste en del bittesmå, men gamle blodpropper. Hvilket var årsagen til at man i første omgang ikke havde søgt i disse baner, for hvorfor skulle måske flere år gamle blodpropper have været årsag til den episode jeg havde haft i Canada for over halvanden måned siden? Lægerne søger stadig på en forklaring på det spørgsmål, men de er dog overbeviste over, at det skyldes mit høje blodtryk, som allerede for måske seks år siden var blevet påvist af Henning forud for ekspeditionen til Gasherbrum."
Jeg blev derfor udskrevet, og måtte indstille mig på, at jeg sandsynligvis resten af livet måtte tage en blodtryksregulerende medicin. Hvilket dog ikke er så usædvanligt i Danmark, hvor tusindvis af mennesker skal tage en sådan eller andre livsvarige mediciner. Jeg tænkte dog mere på hvorvidt det ville harmonere med min livsstil, da jeg jo var vant til at rejse til udlandet på lange bjerg- og vandreture. Men det behøvede ikke være noget jeg skulle bekymre mig om, da jeg i dag må konkludere at jeg tilbringer det meste af min tid hjemme i min lejlighed, og det er ganske sjældent at jeg ikke tilbringer nætterne hjemme i min egen seng. Så mine rejseaktiviteter er blevet temmelig beskåret, således at jeg i dag må fokusere mere på at jeg får min regelmæssige kropslige motion. Og jeg må sige at jeg kan være glad for at jeg kan høste frugterne af det danske sundhedsvæsen.
Dagblog 31. juli 2013: Udskrevet fra Rigshospitalet