Navigation:    
Start  >  Blog 
> 07. juli 2023
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Valutaknas i banken Fredag, 07.07.23

Jeg har planlagt at jeg i næste uge vil tage til London, og det bliver en mere afvekslende tur end jeg plejer når jeg er i London. Så jeg måtte hellere anskaffe mig noget reservevaluta da jeg, belært af mine erfaringer fra Paris i 2018, nok stadig ikke kan være sikker på at jeg kunne bruge mit plastickort alle steder. Så jeg tog toget ind til min bank i går for at få fyldt min reservebeholdning med britiske pund op. Men måtte gå derfra med uforrettet sag. I min bank havde de jo flere automater hvor man kunne hæve fremmedvaluta, men da jeg havde stoppet kortet i maskinen erfarede jeg at jeg kun kunne hæve danske kroner, og det var jo ikke lige det jeg havde brug for, specielt ikke når det jo var maskinen til fremmedvaluta jeg benyttede mig af. Men der stod jo på maskinen at det var den til udbetaling af euro og dollars. Ganske vist heller ikke noget jeg skulle bruge, men jeg mente at jeg tidligere havde benyttet mig af maskinen ved siden af, der tidligere havde udbetalt euro og britiske pund. Dog var der nu noget af oplysningen der var dækket af, og det var nok det felt hvor der tidligere havde stået britiske pund. Jeg gik derfor til bankens vagt, og han kunne fortælle mig at maskinen var løbet tør og ventede på at blive fyldt op igen. Nå, det ville vel sige at jeg måtte henvende mig i kassen i stedet? Næ, for man kunne ikke længere købe fremmedvaluta i kassen! Det var da ikke noget jeg var blevet informeret om af banken, så hvad skulle jeg så gøre fremadrettet? Jo, vagten mente at automaterne ville blive fyldt op i morgen igen. Men ville jeg foretage endnu et træk på mit rejsekort fredag for at tage toget ind til banken igen uden at være sikker på at jeg kunne få mine pund? Næppe. Og jeg vidste at min bank havde nedlagt sin filial i Kastrup Lufthavn og henviste i stedet til de officielle vekselbureauer - som der jo er gebyr på. Jeg måtte nok indstille mig på at jeg ville ankomme til London uden min reservevaluta og benytte mig af automaten i Heathrow, for der kunne jeg vel være sikker på at de der havde britiske pund på lager, hvis jeg alligevel skal betale gebyr.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i ø;vrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.