Navigation:    
Start  >  Blog 
> 13. august 2023
 
Foregående    Index    Dette tema 

  De ungdommelige skovsvin Søndag, 13.08.23

I mandags var det den store dag for mange ungdommelige sjæle, for det var den dag hvor gymnasierne åbnede deres porte for en ny omgang unge. Og ganske traditionelt var det i fredags, at de nye 1.g'er skulle lære deres nye kammerater at kende, hvilket ofte sker på en såkaldt puttefest - og for mange blev dette også ledsaget af indtagelse af et ikke nødvendigvis ringe omfang af alkohol. For mit eget vedkommende er det vel 44 år siden at jeg begyndte på gymnasiet, men jeg husker nu ikke at have været med til sådan en puttefest. Måske var sådanne puttefester ikke opfundet sidst i 70'erne, men mere sandsynligt var det, at jeg ikke havde interesse i at tilbringe en fredag aften ude i skoven; da jeg uden tvivl havde andre og for mig mere interessante aktiviteter. Jeg var nok ikke begyndt at klatre endnu, så jeg har nok stadig været ude og tælle fugle den følgende morgen. Uanset hvad har jeg med sikkerhed ment at weekendens aktiviteter var for værdifulde til at kaste i gruset efter sådan en fest, der kun havde begrænset interesse for mig. Og selv om jeg næppe har været med til sådan en puttefest har det da ikke forhindret mig at få venner i min gymnasietid; da det var sammen med en gymnasiekammerat jeg den følgende sommerferie brugte fire uger til at rejse rundt i Skandinavien på en Nordturist togbillet. Og hvad jeg efterfølgende hører om aktiviteterne på sådan en puttefest får mig til at græmmes, da jeg hører at der bliver efterladt læssevis af affald, affald som ikke engang bliver smidt i skraldespanden, selv om Naturstyrelsen havde stillet adskillige affaldscontainere op til de forventede affaldsmængder. Og alligevel brugte femten af Naturstyrelsens medarbejdere mange timer i weekenden på at rydde op efter de tusindvis af festglade unger, der havde muntret sig til puttefesten i Dyrehaven, der havde været scene for mange af Hovedstadsområdets puttefester. Og det var en positiv overraskelse for dem at der faktisk var tre putter der var kommet til Dyrehaven. Omend det måske snarere var fordi de havde forlist deres mobiltelefon under deres udskejelser. Men jeg mener at hvis man kan være med til en fest kan man også være med til at rydde op efter festen. Og kan man slæbe festartikler ud i Dyrehaven kan man da også slæbe dem hjem igen - eller i hvert fald til den nærmeste affaldscontainer. Ligesom jeg i 1980 samlede selv afbrændte tændstikker op inden jeg forlod min lejrplads i Lappland.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.