Det var nu fire år siden at jeg senest havde været på Delta. Seneste gang havde været i 2019, hvor jeg havde haft en halv snes fyre jeg kunne lege med, men her i 2023 blev det altså kun til tre: strappeddown, manbound og wired4fun1. At det ikke blev til flere skyldes sikkert at jeg dette år ikke er så udadvendt som jeg normalt ellers var på grund af mine mobilitetsproblemer, omend det mest var mig selv som betragtede det som et problem. En anden årsag kunne vel være at jeg ikke havde lavet så meget forudgående aftaleindgåelse som jeg ellers normalt har haft. Derudover var der flere af mine legekammerater, som tilsyneladende ikke var på Delta denne gang. Heriblandt Jack aka stretchd fra Pennsylvania, hvilket var et savn, da han plejede at give mig en god stretch på Deltas vidunderlige strækbænk. Men noget kunne tyde på at han ikke længere var på denne jord, for han stod heller ikke i Recons arkiver længere. En anden var Andy fra Californien, som er en af de få fyre jeg gennem årene havde toppet, men som tidligere også havde tapet mig fast hængende fra en af søjlerne i Saniford Gym. Alt ialt resulterede det i at jeg ikke havde fået udløsning en eneste gang, og jeg havde altid forsøgt at få udløsning en gang om dagen de dage jeg var på Delta. En anden mulig årsag til at jeg ikke havde fået så meget sjov denne gang var også at jeg ikke havde taget så mange legesager med denne gang som jeg ellers plejede at have med, og her tænker jeg specielt på min lædersleepsack, som jeg havde fravalgt fordi den ville være for tung for mig at slæbe til lufthavnen. Og alligevel: for selv om jeg havde taget min latexsleepsack med som alternativ blev den slet ikke brugt på denne tur, og den indpakningsfolie og de taperuller jeg havde taget med blev der heller ikke mumificeret nogle fyre med, ikke engang migselv. På denne tur vejede min rygsæk kun 15 kilo, men det var altså nok til at give mig udfordringer med bevæge mig til og fra lufthavnen, og på hjemturen skal jeg jo også have det tøj med, som jeg det seneste år havde købt på eBay. Heldigvis kendte John mig godt nok til at han straks tog min rygsæk når vi var sammen. Til gengæld havde jeg taget mine pants med fra min Green Bay Packers Football uniform til den årlige banket, og den blev ganske vel modtaget selv om det var en tynd udgave da jeg hverken havde mine shoulder pads eller mine cleats med, igen for at holde oppakningens omfang nede - men den uniform havde jeg også samlet i løbet af tre ture her til USA. Jeg havde ganske vist kort overvejet at tage mine shoulder pads på under rejsen, men det ville nok være for bøvlet under den lange flyvetur. Og ganske vist havde jeg sokkerne med i den rigtige farve der passede til uniformen, men de var forsvundet under de mange rygsækompakninger og dukkede først op igen da jeg var tilbage i Trenton. Så det er ikke nemt med sådanne langtursrejser når jeg har en krop, som ikke længere er klar til at trække det tunge læs, hvilket jeg ellers har været vant til gennem hele mit liv. Spørgsmålet er, om jeg vil være tilfreds med mindre, og hvad skal det så i givet fald være? Det er jo også mange år siden at jeg har gennemført blot en almindelig turistbestigning, og selv en almindelig skovovernatning med telt og kogegrej er det flere år siden at jeg havde foretaget. Så jeg bliver nok nødt til at starte længere nedefra med en tur jeg kan gennemføre, ligesom da jeg forrige år var oppe på High Point med John, men alligevel måtte foretage i en kortere version end oprindeligt tiltænkt.