Jeg har i lang tid haft det ønske om at jeg kunne vende tilbage til bjergbestigningen, og efter ikke at have besteget nogle bjerge i mange år mente jeg at have fundet løsningen sidste år med at finde nogle mindre krævende bjerge, således at jeg med min ven Johns hjælp som chauffør kunne bestige High Point i New Jersey. Og det gav mig da håb om at jeg her i 2023 kunne fortsætte succesen og bestige et bjerg mere. Men det ser ikke ud til at kunne lykkes, specielt fordi jeg i løbet af sommeren synes at min mobilitet er blevet dårligere. Jeg slæber stadig på fødderne, og selv om jeg ganske vist havde en udfordring med at slæbe min rygsæk til lufthavnen da jeg skulle flyve til USA vurderede jeg at det var nødvendigt at tage en taxa da jeg to uger senere skulle hjem igen. Så når jeg vurderer, at jeg ikke kan slæbe en almindelig rygsæk hjem fra Svanemøllen station, hvordan skulle jeg så kunne slæbe en dagturssæk op på toppen af et bjerg når jeg samtidig har vanskeligheder med at gå i ujævnt terræn og er tvunget til at have blikket rettet mod jorden for at undgå at snuble? Umiddelbart ser jeg den eneste mulighed at jeg focuserer på en dagtursbestigning med udgangspunkt i en lokal overnatning så jeg ikke også skal slæbe telt, sovepose og kogegrej. Og glemmer alt om kombinerede bestigninger, som jeg jo har lavet mange af i al min tid som bjergbestiger. Ud fra disse betragtninger bliver der næppe mulighed for at lave en todages tur som den jeg foretog i 2003 med Klaris, hvor vi besteg Pierre Avoi og fortsatte sydpå ad bjergkammen. Selv en simpel bestigning som Oberrothorn, som jeg i 2009 besteg for syvende gang kunne jeg være i tvivl om, hvorvidt jeg stadig kan bestige (suk!). Alt andet lige er der dog stadig gode grunde til at besøge Zermatt igen, da jeg føler et stigende behov for at se hvilken indflydelse den globale opvarmning har på gletscherne der, specielt med tanke på Adler- og Findelngletscher, som jeg løbende har holdt øje med, men som jeg nu ikke har set i 17 år! Men måske jeg ikke skal male Fanden på væggen, for det kan jo også tænkes at min ringe mobilitet skyldes at jeg nu har haft to uger, hvor jeg stort set ikke har bevæget mig, hvilket jo ikke ubetinget er en fordel ved at have nem adgang til bil og chauffør. Så jeg bør nok sparke dette indfald til hjørne og hive det frem igen når jeg har været hjemme i nogen tid og forhåbentlig er vendt tilbage til mit gamle aktivitetsniveau.