For mit sidste besøg ved min forlængede weekend i Tyskland måtte jeg dog forlade Köln og begive mig til den modsatte side af Frankfurt da jeg skulle besøge Atzler i Karlsruhe. Han var på Meetfighters kendt som headscissors victim, så med ham havde jeg mulighed for at få oprejsning efter at Bonecrusher havde brugt mig som sit legetøj, og i Karlsruhe var Atzler mit legetøj. Som Atzler's profilnavn mere end antydede var han i høj grad tiltrukket af headscissors med sig selv som modtager, og da jeg altid havde været god til at bruge mine ben, som gennem mange år var ganske stærke efter mine tyve år som langdistanceløber og fyrre år som bjergbestiger, en styrke som der tilsyneladende ikke var blevet rokket ved efter mine knæoperationer, var det åbenlyst at vi ville passe sammen som fod i hose. Jeg var kommet til Karlsruhe med toget fra Köln og havde her kunne nyde turen langs med Rhinen til Mainz, der i høj grad mindede mig om turen langs med Rhonefloden i Wallis. Ganske vist var toget derved blevet så meget forsinket at det måtte opgive at køre hele vejen til slutdestinationen i Offenburg men måtte nøjes med at køre til Karlsruhe - men jeg skulle jo heller ikke længere. Til gengæld havde jeg så heller ikke tid til at undersøge byens restaurationsliv nærmere men måtte nøjes med en pizza (købepizza?) på hotellet. Og med Deutsche Bahns forsinkelser var det jo fint at jeg på disse rejsedage blot skulle frem, og at jeg bare skulle checke ind på hotellet således at jeg i ro og mag kunne rykke videre til den næste fyr dagen efter. Så efter morgenmad på hotellet kom Atzler og hentede mig ved middagstid. Havde det været lunt for årstiden i Köln var det endnu lunere i Karlsruhe, så det var en positiv overraskelse at jeg stadig blot kunne trave i shorts på september måneds sidste dag, idet vi brugte eftermiddagen til at jeg kunne få et indtryk af byen. Vi sluttede med en gang Currywurst inden vi vendte tilbage til Atzlers store lejlighed, ganske vist først efter min sengetid, men alligevel var det klart hvad vi skulle lave i hans dobbelseng, for det var jo årsagen til at jeg overhovedet var kommet til Karlsruhe. Og det fungerede ganske fint, da mine ben sagtens kunne klemme sig sammen om hans hals gang på gang, nogle gange så meget at jeg næsten var bange for at hans hoved ville poppe af - men vi kommunikerede ganske udmærket med at han blot tappede ud når han ville have en pause, og blot få sekunder senere var vi klar igen. Vi slukkede lyset ved totiden, men allerede næste morgen var han klar igen til en ny runde. Egentlig brydning fandt derved ikke sted, men for mig var det rart at mærke at jeg stadig havde styrke i mine ben.