|
|
Tilbage til Zermatt i 2024?
|
Fredag, 06.10.23
|
I dag kunne man i Politiken læse en lille sideartikel om at Mont Blanc er blevet to meter lavere i løbet af to år - og det fik mig straks til at tænke på mit gamle ønske om at vende tilbage til Zermatt for med egne øjne at se hvor stor indflydelse den globale opvarmning har haft på gletscherne dernede. Og klikkede derfor straks videre til Neue Zürcher Zeitung hvor jeg kunne finde en rapport fra Glamos (Schweizer Gletschermessnetz). For mens det nok har større interesse for den almindelige befolkning i Danmark at Vesteuropas højeste bjerg er blevet to meter lavere, er det for mig mere interessant hvad det har medført af ændringer for de schweiziske gletschere. Og resultatet er skæbnesvangert, for vi har jo alle på fjernsynet (selv jeg, som jo ikke har fjernsyn) set, hvordan hovedfloden gennem Aostadalen (Dora Baltea) er svundet ind, hvilket har givet udfordringer for frugtdyrkerne langs med floden. For rapporten fra Glamos viser at de schweiziske gletschere er svundet ind hvert eneste år siden 2001, hvor der trods alt har været en lille tilvækst. Størst gletscherafsmeltning har der været i rekordsommeren 2003, hvor flere kubikkilometer gletscheris smeltede til vand, og dette år har siden tjent som en milepæl i gletschermålingerne, da der aldrig tidligere har været registreret et så stort omfang af gletschersvind. Men forrige år røg 2003 ned på en andenplads, og dette år fortsatte glidebanen yderligere, så rekordåret 2003 nu blot er på en tredjeplads. Både 2023 og i særdeleshed 2022 satte nye rekorder i gletscherafsmeltning, og på de to år er der smeltet en tiendedel af alt gletscheris i Schweiz - eller den samme volumen som i alle årene 1960-1990! Og det foranlediger mig til at se om ikke jeg kan komme til Zermatt i det næste år og se hvad der er sket med Adlergletscher i mellemtiden, hvilket jo er mit eget personlige referencepunkt. For hvor Adlergletshers afsmeltning blot har været mådelig med et svind på 2.677 kubikmeter i de ti år siden 2006, hvor jeg senest har observeret gletscheren, har afsmeltningen tiltaget til 6.917 kubikmeter i 2021 og hele 11.917 kubikmeter i år! Så hvis ikke jeg snart besøger Zermatt igen vil der snart ikke længere være nogen gletscher at observere!
|
|