For et par søndage siden faldt jeg over en klumme fra Ole Rasmussen i Politiken, men på det tidspunkt havde jeg for meget om ørerne til at beskæftige mig nærmere med det. Men den tid har jeg nu, som Ole Rasmussen 24. september i Politiken har beskrevet som kamikazeregeringens politik: "Alle tre regeringspartier har simpelthen sat sig for at gøre det stik modsatte af, hvad de tidligere har lovet at gøre (eller ikke gøre). Helt konsekvent og fuldstændig åbenlyst. Blot for at se, om de kan slippe af sted med det.
Det må være forklaringen på, at Jakob Ellemann-Jensen (V) efter valget kastede sig i armene på Mette Frederiksen, selv om han havde svoret, at han hellere ville brække en arm på tværs end gå i regering med en så gennemført utroværdig personage.
Det må være derfor, at Lars Løkke Rasmussen (M), der som nyslået partiejer prøvede at "luge ud i de værste tidsler" i udlændingelovgivningen, nu går rund og fløjter ubekymret, imens hårdtarbejdende kokke, pædagogmedhjælpere og sosu-assisstenter bliver sendt ud af landet på samlebånd.
Og det må være grunden til, at statsministeren forleden lovede en klækkelig lønforhøjelse til de selvsamme faggrupper, som hun tidligere har advaret kraftigt imod at belønne særskilt."
Jeg selv har ikke haft den store fidus til SVM-regeringens politik om, at kun en samlingsregering hen over midten vil være i stand til at løse de udfordringer som landet står over for, for mestendels er det mit indtryk at de bruger flertallet til at gennemtrumfe personlige ubehageligheder, vel vidende, at så længe regeringen optræder samlet vil der aldrig være nogle partier som kan blot justere på de tiltag som regeringen kommer med. Ganske vist har jeg aldrig positivt stemt over for Socialdemokratiets ageren, men i og med at der dengang var tale om en mindretalsregering var de tvunget til at skaffe sig flertal for hvert og et lovforskag den måtte fremsætte. Og det gav jo mulighed for at mindre partier også kunne få en indflydelse. Men den indflydelse eksisterer ikke længere, for SVM-regeringen kan få hvadsomhelst vedtaget så længe de blot står sammen. Og selv om de har ubegrænset magt har de jo ikke interesse i at gøre noget ved verdens størst udfordring, nemlig miljøet. Fordi de interesserer sig jo ikke for miljøet. Det har vi jo set når samtlige andre partier ud over SVM i fællesskab har talt mod et lovforslag, at det så alligevel er blevet gennemført i uændret form. En sådan situation havde jo aldrig kunnet opstå for en mindretalsregering. Og resultatet kan jo aflæses i meningsmålingerne, da SVM forlængst har mistet deres flertal i Folketinget. Og vi hænger jo på dem i tre år endnu!