Der er stigende tegn på, at den kommende weekend vil byde på både regn og rusk - og stigende vandstand, der med stigende sandsynlighed vil udarte sig til en regulær stornflod. Årsagen til dette er et kraftigt blæsevejr fra vest, som den seneste uge har flyttet store mængder vand fra Nordsøen ned i Østersøen, som blot har ligget og hygget sig oppe i den Botniske Bugt og ventet på at vinden ville løje af, så vandet kan komme tilbage til hjemlige strande. Og det gør det så eftertrykkeligt nu. For vinden har vendt nu og er tiltaget i styrke, så nu må vandet tilbage til vest, og det kan ikke gå hurtigt nok. Men der er store mængder vand, som skal tilbage gennem de snævre danske farvande Øresund, Storebælt og Lillebælt. Så ikke bare har vi nu en kraftig kuling fra øst, men også store mængder vand, der presser sig på ved landets sydøstvendte kyster, hvilket specielt giver udfordringer i Sønderborg, Haderslev og Kolding, som naturligt nok vil være en barriere for vandet. Her i København vil det dog være begrænset hvor meget vi vil bemærke til vandstandsstigningen, som de mest vil bemærke ved Køge Bugt og specielt Dragør, så det vil mest være den stride østenvind, som gør sig bemærkbar. Jeg bemærker her naboens solsikker der er væltet ud over fortovet - okay, de skulle måske have været bundet op, men her i oktober har jo haft deres tur og pyntet på gaden så længe det varede. På gårdsiden bemærker jeg genboens tunge plantekrukker, der ligger og ruller rundt i baggården med deres halvstore træ. Jeg har ikke prøvet at løfte de solide krukker, men fyldt med vandmættet jord skal der mere end et vindpust til at vælte dem. Og ligeledes her er skaden begrænset da det jo er oktober. For træet i krukken ser temmelig vissent ud, så det har vel også haft sin tid. Mere foruroligende er det, at jeg har hørt en stigende klapren fra et af de små vinduer på gadeside, og da jeg her til eftermiddag satte mig for at undersøge det nærmere viste det sig at det ikke var haspet! Nok fra engang i sommers hvor jeg havde vinduet åbent for at få frisk og kølig luft ind, og det havde jeg med den faldende temperatur blot klemt til men aldrig fået haspet. Nok fordi hasperne sad for højt og ikke rigtigt var til at nå for mig. Men med min gribetang, som jeg i sin tid havde fået som hjælp da jeg fik opereret mine knæ, kunne jeg nu haspe mine vinduer. Og derved lave mig et utidigt vinterhi i min sofa, alt imens flyene fra lufthavnen tilsyneladende nu var tvunget til at bruge tværbanen på grund af den kraftige østenvind.