I forgårs var jeg med til andelsboligforeningens bestyrelsesmiddag, og den skulle vise sig at blive en udfordring på mere end een måde. For det var besluttet, at den i år skulle finde sted på ØsterGro, som lå på et tag på Æbeløgade og var blevet kendt ud over København for sit plantebaserede køkken. Hvilket kunne være udfordring nok i sig selv da jeg aldrig har været nogen tilhænger af en vegetarisk livsførelse. Men den store udfordring kom allerede da jeg skulle frem til stedet. Æbeløgade var nem nok at finde frem til, da den var en af de mindre veje, der førte ud fra Sankt Kjelds Plads, og jeg havde læst på deres hjemmeside at man skulle ind via en vindeltrappe. Jeg vidste så ikke lige hvor den trappe var, men det var vel skiltet når først jeg var fremme - og det var det såmænd også. Men jeg havde ikke lige regnet med at det var en udendørs 'brandtrappe' i stålgitterkonstruktion. På hjemmesiden havde jeg også læst, at man ved ønske herom kunne komme op med en elevator - men den var vel mere tænkt til brug for gæster i rullestol, og så affældig var jeg nu ikke! Jeg fandt hurtigt ståltrappen, så at den ikke var låst af, og med en hånd på det hoftehøje gelænder og en hånd på et højere trin begyndte jeg at kravle op ad den stejle trappe. Selv om det var lidt bøvlet at komme forbi det sted hvor rundingen medførte at gelænderet kom i lige lovlig nær kontakt med husmuren kunne jeg alligevel kante mig forbi. Få trin senere var der en lille platform hvorfra man kunne stige ind til en slags opholdsrum på etagen. Det var tydeligvis ikke her jeg skulle ind, for vindeltrappen fortsatte videre opad, så det gjorde jeg også. Igen kantede jeg mig forbi rundingens nærkontakt med husmuren og nåede således op til 2. sal, håbende at det måtte være heroppe. Men det var det ikke, for her stod det blot en mængde computere, og vindeltrappen fortsatte bare videre opad. Jeg måtte nødvendigvis også fortsætte opad for ikke at gå i stå - for jeg kunne ikke vende om her og det ville med sikkerhed være en for stor en udfordring for mig at stige ned ad den stejle trappe. Så jeg fortsatte opad og bestræbte mig på at undlade at kigge ned, da der var frit udsyn ned gennem ståltrådstrinnene. Endnu en gang kantede jeg mig forbi rundingens nærkontakt med husmuren, og nu kunne jeg se at der var nogle planter der voksede ud over den næste afsats, så måske jeg var fremme nu? Det var jeg så heldigvis, og da jeg først havde fået styr på min hjertebanken kunne jeg melde min ankomst. Men når jeg skulle ned igen ville jeg ikke tøve med at bestille en elevator! Og maden smagte faktisk ganske godt, omend jeg aldrig fandt ud af hvad det var vi spiste. Men jeg blev faktisk mæt!