I nu over en måned har der igen været kontroverser mellem den israelske stats besættelsesmagt og palæstinenserne, der gennem årtier har været fordrevet til den smalle enklave i Gaza. Jeg havde ellers besluttet mig for, at det ikke var noget jeg ville kommentere på, for fyrene dernede ligger vel som de har redt. Israelerne burde vel vide bedre end andre, end at ethvert tryk skaber et modtryk. Hvilket de jo selv har excelleret i efter 2. Verdenskrig, hvor flere millioner jøder blev udryddet i nazisternes Vernichtungslager. Selvfølgelig var det jo ikke attråværdigt hvad jøderne blev udsat for dengang, men det er jo snart firs år siden, så nu må det være tid til at komme videre. Tænk for eksempel hvordan Tyskland har rejst sig igen efter Nazitysklands udslettelse og i dag er et velanset land. Den samme mulighed havde Israel også, men hvor det genrejste Tyskland kunne etableres på resterne af Nazityskland havde jøderne jo ikke noget umiddelbart hjemland de kunne overtage. Det nydannede FN foreslog derfor en tostatsløsning, så både jøderne og palæstinenserne kunne overtage en del af deres hellige land. Men jøderne ville have det hele, og i 1948 proklamerede de oprettelsen af staten Israel. Problemet var dog at jøderne ikke var de eneste der anså dette område som helligt, for det var det samme område, som palæstinenserne så som deres gamle Palæstina, hvilket har været årsag til disse skærmydsler siden staten Israel blev dannet. Men for Israel vil mere have mere, og for dem er det ikke nok med at have proklameret det område, som i dag hedder Israel, for ligesom Nazityskland vil israelerne også gerne have endnu mere lebensraum, hvilket ses ved de efterfølgende besættelser af Gaza, Golanhøjderne og Vestbredden. Og når FN ikke ville give dem mere land må de nødvendigvis betjene sig selv, ligesom de gjorde i 1948, upåagtet at de ikke er det eneste folkeslag der føler de har en fortrinsret til dette store historiske område. På sæt og vis finder jeg, at palæstinenserne har lige så meget ret til området som jøderne har, og når jøderne har haft området siden 1948 kunne man mene, at det nu var palæstinensernes tur til at sidde på området. Det ideelle ville selvfølgelig være at man kunne enes om et tostatsløsning, således som FNs Generalforsamling havde besluttet det i 1947, men den løsning fornemmer jeg ligger langt ude i fremtiden, og så længe Israel bekriger Palæstina med sin overlegne ildkraft kan der ikke komme noget godt ud af det. Så længe krigen i Mellemøsten raser bliver mediernes projektører rettet dertil, så vi glemmer krigen i Ukraine. For både Israel og Rusland tér sig som det barn, der føler sig trådt over tæerne.