Navigation:    
Start  >  Blog 
> 15. november 2023
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Gennem sne og is til Sola Onsdag, 15.11.23

Det er adskillige år siden at vi har haft sne i mit nabolag, og de seneste mange år har vi næppe haft mere end blot en smule rimfrost. Så jeg har efterhånden indstillet mig på, at sne og is var en saga blott, vel takket være den globale opvarmning. Men det viser sig så, at hverken sne eller is er særlig langt væk. For i går eftermiddags tog jeg en flyver til Stavanger Lufthavn, hvilket medførte et flyskift i Oslo, og da flyet landede i Gardermoen var det som at lande i en vinterlandskab, for alt var dækket af sne. Ganske vist ikke noget tykt lag med snerydningskøretøjer og denslags, men nok til at jeg kunne genkalde mig scenarioet. Så vinteren var tydeligvis ikke så langt væk - men hvad kunne man ellers forestille sig når man tager til Norge? Det var tydeligt at jeg var kommet til vinterens land. Jeg havde ikke været her på det norske Vestland siden 1979, hvor jeg havde været på fugletur til Utsira, og da jeg med det næste fly fortsatte vestpå til Sola var det som at komme til et andet land, mere barskt, koldt og mørkt. Som at komme til Thors rige, som jeg kunne genkalde fra Marvel's filmatiseringer fra Midgard - hvilket jo heller ikke var helt forkert. Fra lufthavnen skulle der kun være et kvarters vandring til Quality Airport Hotel Stavanger, det hotel som jeg havde bestilt plads på. Ganske vist var der ikke nævneværdigt med sne her, men ikke desto mindre lå der snedriver hist og pist på lokaliteter i læ, for vestlandet er jo kendt for en kraftig vind, der ofte blæser ind fra Nordsøen. Men selv om der ikke var sne af betydning her var det ikke desto mindre bidende koldt her, og vejene var til dels dækket af groft grus for at sikre vejgreb, da selv de mindste huller kunne være fyldt med is. Det var ikke de forhold jeg havde forestillet mig da jeg var taget fra København, for der var simpelt hen blevet slukket for lyset straks jeg var taget afsted fra Kastrup. Og vejene her i Sola var tydeligvis anlagt for at tilgodese tung trafik - hvilket vel ikke kunne komme som en overraskelse da kommunen her jo er udgangspunkt for Norges olieudvinding i Nordsøen, faktisk lå helikopterterminalen lige ved siden af lufthavnen. Men jeg nåede alligevel frem til hotellet, og selv om solen kom frem næste dag kunne jeg ikke undgå et se sneen hvirvle omkring hotellet om aftenen. Jeg havde egentligt tænkt mig at ville trave en tur denne dag, men den idé fik jeg hurtigt droppet, og næste dag var fjeldene omkring også klædt i sin hvide vinterfrakke.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.