Klokken 12:50 i dag skulle Robs fly returnere til Boston efter jeg havde bragt ham til lufthavnen. Men længe inden hans afgang var jeg for længst tilbage i min lejlighed efter fem gode dage sammen med ham. Det havde ikke rigtigt fungeret med at deles om min seng, sådan som det havde gjort dengang Kim havde overnattet her, men så fortrak Rob bare til sofaen i stuen. Det var dog ikke meget vi lavede sammen i dagtimerne da han som regel udnyttede wi-fi mulighederne på det lokale bibliotek, men så kunne vi da ses om aftenen. Aftensmaden var selvfølgelig med lokalt tilsnit - blandt andet på Pizzeria Stefanos, eller på sushirestauranten bag Ryvangs Allé, der havde fået nye ejere, og nu kaldte sig Shimizu. De havde opgraderet biksen til et hi-tech helvede med tavlecomputere som menukort og tilmed også en serveringsrobot, men alligevel fik vi udmærket mad. Torsdag var vi gået til inderen ovre på hjørnet, og tirsdag havde jeg stået for hjemmelavet mad med hakkedrenge og kartofler med løg, svampe og en god flaske Zinfandel til. Og hele turnéen sluttede på Østerbros ældste værtshus, som jo lå lige ved Svanemøllen, hvor jeg kunne byde på en Tuborg eller to.
Jeg havde også satset på at få en snak med han om vores gamle plan fra Greenwich i 2015, hvor vi havde snakket om at ville bestige Maines højeste bjerg, Katahdin, men siden da var der desværre et par knæoperationer der havde sneget sig ind på mig, således at det i dag var tvivlsomt om jeg ville kunne bestige det bjerg. Men det tog Rob heldigvis temmelig afslappet. Han fortalte mig at det var kotyme at alle Maines beboere burde bestige Katahdin mindst en gang sit liv, og han havde som sagt aldrig været deroppe. Og i værste tilfælde var der jo også alternative bestigningsmuligheder i nærliggende White Mountains. Umiddelbart havde jeg fået det indtryk, at Rob også gerne ville bestige Katahdin sammen med mig! Selv om Katahdin er det højeste bjerg i Maine lyder det højdemæssigt ikke som den største udfording da det er 5.269 fod højt, hvilket svarer til 1606 meters højde og lidt lavere end Tolpagorni i Lappland. Men som et højeste punkt skal man jo se på det med respekt, og jeg huskede kun alt for godt de udfordringer jeg tidligere på året havde haft i fyrtårnet ved Kegnæs og på brandtrappen ved østerGro. Men hvis det er kotymen at alle statens indbyggere bør bestige Katahdin mindst en gang i deres liv må der vel også være brugbare stier derop, og det kort jeg har set over Katahdin tyder ikke på at den nemmeste rute op ligefrem er lodret. Jeg skal nok bare finde min vandrestav frem igen. Vi lavede derfor en aftale om at ville forsøge os i sommeren 2025, for der ville der være gået ti år siden at vi havde lavet vores første tur sammen i Greenwich Park, den tur der havde startet det hele. Og derved vil jeg jo have mulighed for at lave noget fortræning i Alperne i 2024. Måske skulle jeg bestige Ritzengrat igen? Katahdins højdeopstigning er generelt 1219hm sammenlignet med Unterrothorns 815hm, så det er en højdeforskel, der trods alt er en halv gang større.