Da jeg på vej hjem fra en løbetur i Dyrehaven her til eftermiddag passerede det store træ midt på pladsen hørte jeg den karakteristiske ringlende lyd fra det høje, og ganske rigtigt: der var silkehaler i træet! Ikke fordi jeg rent faktisk så at det var silkehaler jeg hørte, for jeg havde rigeligt at gøre med at navigere uden om diverse afspærringsmateriel på pladsen og klare mig fri af den ujævne brostensbelægning. Men for mig har silkehalens ringlen over storbyens tage som regel været forbundet med et varsel om vinterens komme, og derfor har det ofte været en årsag til en blog her på siden. Det var dog egentlig min opfattelse, men efter at have studeret mine tidligere blogs var sandheden, at jeg tilsyneladende ikke har skrevet om silkehaler her på siden siden april 2012! Så det må være på tide at jeg skriver en lille smule om denne vintergæst fra nord, nu jeg ikke har skrevet om den i over ti år. Og lur mig, om ikke der er en sammenhæng mellem de manglende silkehaler og den allestedsnærværende globale opvarmning. For foreløbigt ser det ud til at denne vinter bliver en mere klassisk en af slagsen. Ganske vist ikke med store snemængler, lukkede biveje og islagte farvande; vore isbrydere har vi jo også sendt til skrotning for flere år siden. Men de kolde dage i de foregående uger, som også har givet et hvidt drys over landet (minus hovedstadsområdet, som jo er en smule lunere end resten af landet) kunne jo give et praj om tingenes tilstand herhjemme. Men silkehalerne kører tilsyneladende efter deres egen vejrudsigt. Jeg ved ikke om silkehalen kan karakteriseres som en vejrfugl, men det lader til at den har en god fornemmelse for hvordan vejret arter sig, og at den derfor har reageret på de kolde dage vi har haft for nylig. Så må vi se om silkehalen reagerer på det varslede varmere vejr, der skulle komme her i weekenden.