Dengang Rainbow Mountain Equipment, en forretning med salg af udstyr til klatring og bjergbestigning som jeg åbnede i 1985 og fem år senere, i 1990, blev tvunget til at lukke ned, var vores bankforbindelse Unibank (som senere skiftede navn til Merika Nord Bank og senere igen skiftede navn til Nordea), hvilket var en bank jeg ikke følte mig tryg ved på grund af de historier jeg havde hørt om den bank. Men den blev anbefalet af en af vennerne i direktionen, som selv arbejdede i Unibank, så det var vel godt nok. Og da boet efter forretningen skulle gøres op måtte jeg naturligvis vedkende mig min del af gælden. Men da Unibanks advokat (Lowell) truede med at jeg kunne komme til at betale hele gælden, da min adresse var den eneste han kunne finde måtte jeg naturligvis selv finde en advokat der kunne se sagen fra min side. Og efter langstrakte forhandlinger blev enden, at jeg i 2020 sluttede med en gæld, der blot var lidt større end min oprindelige andel samt at min egen bank bevilgede mig et lån, således at jeg endelig kunne komme ud af nuværende Nordeas kløer. Og derved skulle den historie være overstået så længe jeg betalte afdragene på det lån jeg havde oprettet specielt til formålet. Men forrige uge modtog jeg så et brev fra Lowell, hvoraf det fremgik, at Unibank muligvis havde fejl i opgørelsen af den gæld de havde sendt til advokaten i 1990, og som jeg havde truffet aftale om afvikling tilbage i 2020. Det undrede mig for så vidt ikke, da jeg fortsat ikke havde den større tiltro til Nordea, og jeg derfor var glad for at min gæld nu lå i min egen bank og ikke længere i Nordea. Og derudover fremgår det også af skrivelserne, at renter og gebyrer kunne være blevet lagt sammen med hovedstolen, og hvis det er tilfældet kan jeg antage at jeg kunne få en positiv regulering af min skattepligtige indkomst. Uanset hvad vil jeg få resultatet af denne efterforskning at vide når der er klarhed over den, og jeg skal derfor ikke foretage mig noget.