|
|
Risikable fødevarer
|
Mandag, 18.12.23
|
I mere end en snes år har jeg nydt at følge det persongalleri, som Gorm Vølver og Ole Rasmussen har opbygget gennem de daglige reportager i deres klumme ATS i Politiken, uden at tænke på, at disse personer ligesom andre levende væsner også har en udløbsdato. Men det blev jeg mindet om, da jeg den 24. september i år kunne læse en nekrolog i ATS, at landets måske mest ihærdige sportsseer, Verner Delleholm fra Rødovre, blev meldt afgået ved døden i den alt for unge alder af 47 år. Verner Delleholm var som den ihærdige sportsseer ikke blot kendt som uddannet ringmuskulatør, men læste også videre til autoriseret peristaltiker. Hans største interesse må dog være indenfor idrætten, som den udfoldede sig på de stadig flere tv-kanaler og streamingtjenester, der blev tilgængelige for ham. Således er han formentlig en af ganske få personer herhjemme – hvis ikke den eneste – der har set samtlige kampe i Big Women’s League, de amerikanske mesterskaber i mudderbrydning for tykke damer. Verner Delleholms altopslugende sportsinteresse levnede ikke tid til mange andre gøremål i hverdagen, og derfor måtte hans hustru, Dorthe Delleholm Frandsen, sørge for, at han fik mad hver dag. Hun hentede ofte sin mands livretter hos Kentucky Fried Chicken, hvor især de panerede mågevinger fristede så meget, at Dorthe til sidst måtte købe en murerspand i Bauhaus for at kunne fragte dem hjem i de ønskede mængder. Verner Delleholm kunne dog i den sidste tid ikke holde til at følge udviklingen i såvel dansk som international sport døgnet rundt fra sin sofa i Vanløse. Onsdag aften sagde hans krop stop midt i et travlt aftenprogram, der blandt andet omfattede otte gruppekampe i fodboldens Champions League, en kamp mellem Frankrig og Namibia ved VM i rugby samt indledende heats ved de nordamerikanske mesterskaber i traktortræk i Idaho.
Pudsigt nok lader det til at fødevarer kan have an afsluttende indflydelse på ATS's berømtheder. Tydeligst illustreret med Elvira Mortensen fra Flauenskjold, der i den høje alder af 99 år gik bort i 2004 under tilberedelse af livretten til sin alderstegne søn og blev kvalt i en tartelet med skinke og grønærtestuvning. Og forrige år skete det for Ny Vaemmelses borgmester gennem 14 år, Aage Nielsen, hvis udtalte mærkesag var at sætte Ny Væmmelse på verdenskortet som en global spiller i en proaktiv kontekst på såvel den korte som den lange bane. For også Aage Nielsens karriere som kommunaldirektør for Ny Vaemmelse kommune afsluttedes, da han døde midt i en frokost på Væmmelse Storkro med indehaveren af et lokalt slamsugerfirma, som søgte dispensation til at udvide sit fækaliedepot. For efter at have skitseret en lokalplan på en serviet sank borgmesteren pludselig sammen med hovedet ned i et stykke af sit yndlingssmørrebrød, dyrlægens natmad. Så sådanne fede fødevarer kan tydeligvis have en vis risiko ved overdreven indtagelse.
|
|