Navigation:    
Start  >  Blog 
> 22. december 2023
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Den moderne juke-box (Please insert coin) Fredag, 22.12.23

Nu har jeg siden jeg åbnede denne hjemmeside i 2001 hvert år efter nytår præsenteret en liste over, hvilke LP-plader jeg har hørt, hvor mange gange jeg har hørt dem og sammensat en liste over, hvilke plader der er blevet spillet mest. Allerede fra starten af tog jeg også visse kassettebånd med, såfremt de alene indeholdt musik fra enkelte solister eller bands, og med CD'ernes udbredelse var de også med på listen. Men det var situationen omkring årtusindskiftet. Få år senere blev min kassettespiller udskiftningsmoden, og en halv snes år senere gik det af mode at spille CD'er, tilsyneladende fordi det brede publikum hellere ville betale for at høre pladen via streaming på deres mobiltelefons elendige højttaler i stedet for at høre lyden på det hjemlige stereoanlæg. Jeg fatter dog ikke hvorfor folk fravælger et brugbart lydanlæg, som er gratis når først man har købt pladen, og i stedet vælger en leverance af lyd i tvivlsom kvalitet, hvor man skal betale hver gang man hører et nummer. Således er det mit indtryk at konceptalbummet er afgået ved døden, og de fleste nu kun køber enkelte numre. Så det er slut med de mange spændende musiknumre, der som regel fulgte med ved enhver pladeudgivelse. Som følge heraf er jeg i dag gået fuldstændig tilbage til de gode gamle LP'er, specielt da jeg for et par år siden blev tvunget til at anskaffe en ny computer da den gamle var stået af og den nye hverken havde lyd eller CD-drev - fagre nye verden! Så alle de plader jeg har købt efter årtusindskiftets nye teknologi har jeg ikke kunnet høre på grund af en endnu mere ny teknologi, så jeg er tvunget til at nøjes med at spille mine 25-50 år gamle LP'er, for dem kan jeg stadig spille. Og hvordan skulle jeg kunne købe ny musik når alle pladebutikker er lukket, på nær nogle få steder hvor man kan købe plader second-hand.
Det betyder så også at der ikke længere er nogen idé i at videreføre mine årlige rapporter over hvilke plader jeg har spillet mest, da der jo ikke kan komme nye udgivelser på listen, og det blot vedbliver med at være de samme gamle plader, der kører frem og tilbage mellem hverandre som en moderne juke-box. Så derfor har jeg besluttet, at når jeg laver den næste, Musik Top 30 liste på den anden side af nytår, bliver det den sidste oversigt jeg udfærdiger her til siden.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.