Den konservative partiformand Søren Pape Poulsen blev fredag ramt af en hjerneblødning under et hovedbestyrelsesmøde i partiet, og selv om mødet straks blev afbrudt og Søren babubabu blev evakueret til hospitalet lykkedes det ikke de bedste læger at redde Sørens liv. Så lørdag afgik Søren ved døden uden at have haft muligheden for at komme hjem igen efter mødet i partiet. Og det er egentlig ikke rigtigt til at forstå, for han var kun 52 år gammel og dermed en mand i sin bedste alder; han var tilmed yngre end mig, hvilket næsten får mig til at gyse ved erkendelsen af, at vi skal jo alle den vej før eller senere. Hvilket for Søren Pape Poulsens vedkommende altså var før! Så jeg så frem til at læse om de andre politikeres kommentarer til hans pludselige dødsfald når jeg søndag ville have mulighed for at have tid med søndagsavisen, men den fik jeg aldrig fordi Bladkompagniet tilsyneladende havde smidt nøglen til min opgang væk (hvilket de ofte gør op til søndag morgen), så jeg måtte nøjes med reportagerne i radioen søndag formiddag. Men gennemgående var Søren vellidt på tværs af det politiske system, og det er vel generelt for konservative politikere, som jo lægger vægt på ordentlighed og redelighed - og det stod Søren Pape Poulsen bestemt for. Således var det Konservative Folkeparti den sikre trædesten for mig i de perioder hvor jeg stemte på højrefløjen, da jeg aldrig kunne føle mig sikker, at de andre højrefløjspartier var for meget en vindbøjtel for mig; så så jeg Konservative som en sikker havn. Det er jo også sjældent at jeg skriver sådan en nekrolog om en politiker - og den eneste anden politiker jeg har gjort det om var Kurt Hockerup, den tidligere borgmester for Vallensbæk kommune. Og han var lige så redelig som han var konservativ. Gad vide, om ikke ordentlighed og redelighed er en del af det konservative DNA? Søren Pape-Poulsen bisættes fra Viborg Domkirke på lørdag.