Jeg har aldrig været på Mandø - og havde det ikke været for min rejsekammerat Erik havde jeg aldrig været på Vestkysten, for to gange med ti års mellemrum har han taget mig med på biltur til Vestkysten: i 2010 på nordvestkysten og i 2020 på sydvestkysten, hvor vi besøgte både Rømø og Fanø - og i øvrigt overnattede det sidste sted. Ellers har jeg ikke været på Vestkysten, til trods for at jeg i min ungdom havde en kammerat, der var ansat ved fuglestationen på Langli, og mine bedsteforældre kom fra Haderslev. Selv kom jeg aldrig på Langli, og jeg har heller aldrig besøgt Mandø, som ligger midtvejs mellem Fanø og Rømø. Og da jeg ikke selv har bil kommer jeg nok heller aldrig til Mandø. Men kan jeg ikke selv komme til Mandø kan man for tiden opleve Mandø på film, da der i disse dage er premiere på biograffilmen Før stormen, der foregår helt og holdent på Mandø. Selv om jeg kunne have min tvivl om, hvorvidt man kunne gøre det interessant at optage en film om livet på en vadehavsø med kun 27 indbyggere, men det kan man altså. Og det ikke bare en kort reportage, men en halvanden times spillefilm, som jeg denne formiddag var i Valby Kino for at se. For filmen giver en helt anden indsigt i det liv, som øboerne på kanten af stormfloden udlever, et liv, som man som kortvarigt besøgende aldrig vil kunne få indtryk af. Og med kun 27 beboere lærer man stort set dem alle at kende; men får næsten en fornemmelse af, at det kunne være de tavse vestjyders nødhjælpsråb til det moderne samfund de bliver udsat for med den globale opvarmning, der medfører kraftigere storme og en stigende vandstand, der bogstavelig talt er i færd med at rive tæppet væk under dem. Jeg følger jo ellers med i hvad der sker i takt med at gletscherne i de høje bjerge svinder, men den globale opvarmning medfører jo også implikationer ved havets overflade. For, som filmens hovedperson Gregers siger, så prutter køerne jo bare som de har gjort i tusinder af år. For øboernes livskraft bliver i deres afsondrethed skildret på mange måder i filmen, som når de via radioen deltager i fjernbanko med andre spilleglade deltagere på fastlandet, ligesom vi følger brugsuddeleren, der i landets mindste brugs sørger for at det stadig en muligt at købe til dagen og vejen i et par timer hver anden dag. Og vi følger øens ældste beboer, Mie, til både hendes 99- og 100-års fødselsdage. Livet skal jo gå videre, for selv med de kraftigere storme hører man dem aldrig ytre sig om stormfloder og orkaner; for dem blæser det bare. De må være gjort af et særligt stof hvis man skal bo et sted som Mandø.