|
|
Årets aktionærmøder
|
Fredag, 22.03.24
|
Foråret er begyndt, og det betyder, at det er tid for de årlige aktionærmøder i erhvervslivet for dem, der selv har aktier i nogle af de mange aktieselskaber vi har her i Danmark. For denne sæson har jeg aktier i fem aktieselskaber herhjemme, og det betyder, at jeg potentielt set har mulighed for at deltage i fem sådanne aktionærmøder. Første selskab jeg investerede i var Københavns Lufthavne, som jeg købte aktier i i 2021. Hvilket dog mest var for at understøtte en udmærket virksomhed, som jeg naturligvis selv nyder godt af, og jeg har allerede skaffet mig et adgangskort til deres årlige generalforsamling næste måned. Næste selskab var Novo Nordisk, som jeg købte aktier i i 2022, og senere samme år udvidede jeg min portefølje med Royal Unibrew og Vestas. Royal Unibrew var dog ikke aktuelt, hvad aktionærmøder angår da deres aktionærmøde kun bliver holdt virtuelt, hvorimod Vestas var mere interessant, da det ligesom lufthavnene er et foretagende jeg ser positivt på. De holder dog deres aktionærmøde i Aarhus, og det syntes jeg var en lige lovlig lang rejse blot for et aktionærmøde. Men måske det kan blive aktuelt næste år, fordi Erik var på nippet til at tage til Aarhus i år, så måske vi skulle køre sammen til Aarhus i 2025? Min næste investering i aktiemarkedet var Genmab, som jeg købte aktier i i 2023, men modsat mine øvrige foretagender fik jeg aldrig besked om deres aktionærmøde, og erfarede først derom efter at mødet var afholdt. Og Novo Nordisk var jeg også tilmeldt, og deres aktionærmøde deltog jeg i i går eftermiddags. Jeg havde jo i starten af 2022 købt otte aktier til kurs 633 i denne virksomhed, og allerede ved udgangen af året var kursen steget til 938. I 2023 lavede Novo Nordisk derfor aktiesplit, således at jeg nu pludselig havde 16 aktier og ikke bare de otte som jeg havde købt året før. Og så betyder det jo mindre at dette års ultimokurs var faldet til 698,1, for værdien af min aktiebeholdning var steget med 3.665 kr. Ved aktionærmødet i dag blev der stillet et spørgsmål fra salen, om vi kunne forvente yderligere aktiesplit i fremtiden, men det var ikke aktuelt fortalte firmaets direktør. Grunden til at de havde lavet dette aktiesplit var, at de syntes aktiekursen var røget for meget op over 1000 på det sidste. Så hvis der skulle blive aktiesplit igen kunne det kun blive tilfældet hvis kursen igen stiger til op over 1000. Og lige p.t. har kursen fortsat sin himmelflugt og ligger nu på 890. Og jeg bør nok stole lidt mere på min mavefornemmelse, for som min næste investering tænkte jeg forrige år på, at det burde være Novozymes, som i dag hedder Novonesis. Men dem fik jeg aldrig købt - omend deres aktie dengang lå på kurs 340 og i dag koster 410,9, hvilket er en stigning på over 20%!
|
|