Den seneste måneds tid har jeg gravet dybt ned i hjernekassen for at kunne rekonstruere de 36 bestigninger, som jeg endnu ikke havde oprettet i mit register over bjerge jeg havde besteget. Og ved at genoplive de oplevelser jeg har haft ved disse mange bestigninger har det fået mig til at tænke på hvor heldig jeg rent faktisk har været ved at opleve dise ture. For jeg ved jo godt, at forsikringsselskaberne anser bjergbestigning for at være en risikobetonet sport, men det har godt nok aldrig været noget jeg har spekuleret meget over, for jeg ved jo godt, at man bare skal fare med lempe, så kan det aldrig blive så slemt. For jeg har da naturligvis også været ude for situationer, hvor det kunne have gået rigtig galt. Som den mest indlysende episode står naturligvis den bestigning af nordøstvæggen af Aiguille Verte, som jeg lavede sammen med Martin Oleksiewicz i december 1989, en rute, som dengang endnu ikke havde fået sin første danske vinterbestigning - hvilket vi havde sat os for at give den. Denne isvæg er 1000 meter høj og hælder 51° på de første 200 meter, derefter 55° de næste 300 meter og slutter af med 45° for de sidste 500 meter. Hvilket kastede en artikel af sig til Dansk Bjergklubs jubilæumsantologi. For det jeg husker som det mest farlige var da vi skulle fra toppen ned til det pas, hvorfra vi skulle abseile ned og her skulle sidelæns forbi en passage, hvor vi på grund af vægterne nu skulle ud på den stejle side, som her måske var 60° stejl med over tusind meter ingenting under fødderne, der kun blev holdt på plads af mine gamle steigeisen! Eller bestigningen af Rothorngrat på Zinalrothorn, som jeg foretog sammen med Christoph Balz i juli 1991 og hvor en klippeblok i øverste del af nedstigningen løsnede sig fra bjerget og styrtede i afgrunden med mig - og jeg kun blev holdt af rebet til Christoph, som heldigvs var hurtig til springe til den anden side af Sphinx'en. Eller den vinter i 1993 hvor jeg var i færd med at lave en soloopstigning til Refuge de Leschaux og jeg kort før hytten røg en halv snes meter ned i en gletscherspalte, måtte overnatte der og først kravlede op da jeg var sikker på at jeg ikke ville få hjælp fra de bjergfolk, jeg vidste der var på hytten. Og som sikkerhedfolkene i DAV kunne konkludere, efter de havde bjerget liget af en bjergbestiger, der var faldet hundreder af meter ned fra en isvæg, og hvor den uheldige bestigers skelet var smadret til stumper og løsdele, der kun blev holdt sammen af kroppens hud: "Skin is a tough cover!"