Navigation:    
Start  >  Blog 
> 28. marts 2024
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Sommertur til Pitztal? Torsdag, 28.03.24

Jeg har længe overvejet, om jeg denne sommer skulle genbesøge Zermatt, således at jeg kan trave op til Fluhalp for at se hvor meget Adlergletschers udløb i Findelngletscher er smeltet ned, i forlængelse af mine tidligere besøg og fotografering af udviklingen. Men har været lidt tilbageholdende med denne plan, vel vidende at det med sikkerhed ikke vil være billigt at flyve til Genève og tage toget op gennem Mattertal. Derudover booke mig ind på et hotel i Täsch eller Randa (da det nok vil være mindre kostbart end at overnatte i Zermatt) og endelig køre op med svævebanen til Blauherd for at trave op til Fluhalp. For den globale opvarmning, som jo er årsagen til opvarmningen, jo netop er global. Så måske skulle jeg finde på billigere alternativer. Her har jeg selvfølgelig haft kik på Østrig, hvor de også kæmper med opvarmningens effekter, passende illustreret af et billede ned over Braunschweiger Hütte mod Mittelbergferner. Naturligvis kan jeg jo genkende billedet fra dengang, hvor jeg selv vandrede ned fra Pitztaler Jöchl i 1986 ved afslutningen på min Geigenkamm-travers - og dengang var der ikke smeltevandssøer på gletscheren nedenfor hytten. Det er der til gengæld i dag, og vel knap nok gletscher! Måske jeg skulle planlægge en tilsvarende tur til Mittelberg i stedet for Zermatt, for jeg er faldet over en artikel fra DAV om, at foretagendet Pitztaler Gletscherskigebiet har genfremsat deres forslag om at udvide deres liftaktiviteter i deres område omkring Linker Fernerkogel og Mittelbergferner. Dette projekt er tidligere blevet standset af samarbejdet mellem DAV og ÖAV, men man ved jo aldrig om udbygningen skulle blive godkendt denne gang, så det er grund nok til at overveje et besøg. Det vil i givet fald betyde en flyvetur til München, herfra med tog videre til Imst og bus herfra til Mittelberg, hvor jeg jo har gode erfaringer med at overnatte. Tunnelbanen Pitzexpress kan bringe mig op til Mittelbergferner, hvorfra jeg kan trave over til Braunschweiger Hütte - og noget kunne tyde på at denne rute i dag er helt gletscherfri (suk!) Og fra denne hytte vil jeg sandsynligvis kunne bestige Karleskopf, 2901m, i løbet af en god halv times tid, så jeg også vil kunne få en top med hjem.


Pitztaler Gletscherskigebiet (om sommeren).

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.