|
|
Platt-Form - fra sort til spraglet
|
Søndag, 07.04.24
|
Jeg har en forholdsvis begrænset interesse i satire, måske fordi den satire der bliver sendt over massemedierne ofte er for plat til mig eller simpelt hen uforståelig, ofte fordi satiren spiller på et emne, der har været kendt i offentligheden, men ikke af mig. Men alligevel lod jeg mig ofte bænke i sofaen når Not the nine o'clock news blev sendt i fjernsynet, for engelsk humor har jeg, pudsigt nok, lettere ved at forstå end den danske. Måske fordi den engelske humor ofte spiller på internationale emner mens det ikke er så udbredt i den danske. Men alligevel købte jeg billet til den danske satiregruppe Platt-Form, bestående af Jakob Fauerby, Mille Lehfeldt og Laus Høybye. Ikke fordi jeg kendte gruppen, men jeg var blevet hidlokket af gruppens billede i annoncen i Politiken, hvor de var iklædt spraglede dragter, som jo netop er vand på min mølle. I Glassalen i Tivoli opførte de deres fjerde show, og når jeg nu en sjælden gang er gæst til sådan et event sørgede jeg i det mindste for at købe en af de dyre A-billetter (335 kr med Politiken-rabat) så jeg kunne se godt - og det var den ekstra udgift værd. Forestilingen startede med at de sortklædte plattformere skulle være en tysk ekstremistgruppe, der beklagede sig over lokalet og eventet - og at vi overhovedet var til stede. Muligvis inspireret af Kraftwerk, men uden musikken. Og muligvis var mit tyske og engelske for godt til at forstå deres gebrokne sprog, da min hjerne var vildt optaget med at finde ud af hvad de mente, som om jeg konstant skulle skifte min tyske sprogkassette ud med den engelske. Men det blev bedre, for i næste sæt blev det mere forståeligt og de tog satirisk gas på forskellige emner, som de klarede meget godt. Efter pausen tog de påsken under kærlig behandling og gennemgik påskens tre evangelier (forræderen Judas, korsfæstelsen og genopstandelsen) med allehånde muligheder for misforståelser, hvilket de heller ikke gik galt i byen med. Naturligvis var der en del tøjskift undervejs, og ved den afsluttende finale var de alle klædt i nylavet og spraglet glimmertøj, designet af Nicholas Nybro, som nok kunne tage de sidste kegler.
Platt-Form 2024.
|
|