|
|
Ingen krig uden USA (sic)
|
Tirsdag, 16.04.24
|
Selv om vi nu har haft det rimelig fredeligt og roligt her i det seneste par år - i hvert fald i det europæiske område - blev det jo ændret i februar 2022 da Rusland besluttede sig for at snuppe en luns mere af Ukraine, efter at Rusland fem år tidligere havde annekteret Krim-halvøen, som havde tilhørt Ukraine lige siden Sovjetunionens opløsning. Og for et halvt års tid siden var konflikten mellem Israel og Gaza blusset op igen da Israel havde besluttet sig for at udradere Hamas en gang for alle. Jeg har tidligere her på denne blog omtalt både Ruslands angreb på Ukraine og Israels angreb på Gaza og Hamas, og vil nu sige, at selv om disse to situationer ikke umiddelbart kan sammenlignes har begge disse krigslignende tilstande dog en ting til fælles: nemlig at hærledelsen for den angribende part (Rusland og Israel) i begge tilfælde har anset det for en opgave som kunne løses i en håndevending. Ganske vist er der nok en del, som er af den opfattelse, at det var Hamas, den indledte uoverensstemmelserne med Israel da de gik til angreb på Israel, hvorunder de tog et par hundrede israelske statsborgere som gidsler og slog mange flere ihjel, men sådan opfatter jeg det ikke, da jeg ser Hamas' angreb på Israel som en naturlig respons på de utallige indskrænkninger i palæstinensernes liv og færden samt Israels modvilje mod at lade palæstinenserne få deres egen stat, således som det blev godkendt af FN i 1947, og som Israel lige siden har modarbejdet. Men hverken Ruslands eller Israels angreb på modparten er gået så let som hærledelserne havde forestillet sig, og i begge situationer er USA ikke til at komme udenom. For ligesom USA i stigende omfang fortæller israelerne at de er gået for vidt med deres udryddelseskrig mod Hamas har russerne også nydt godt af den stigende polarisering mellem demokrater og republikanere i den amerikanske kongres. For selv om Senatet for længst har godkendt en stor hjælpepakke til Ukraine har det spinkle republikanske flertal i Repræsentanternes Hus i måneder nægtet at behandle denne sag, der er så vital for Ukraines overlevelse.
|
|