Mandag middag checkede jeg ud fra min lille luksustilværelse i Warszawa for at begive mig tilbage til lufthavnen. Søndagens snevejr havde været en forholdsvis kortvarig episode, men det var stadig en kold vind uden varme der blæste gennem Warszawas gader. Jeg vidste jo hvor jeg skulle hen, og der var faktisk kortere end jeg troede. Ved indgangen til station Warszawa Ochota var der en billetautomat, så det burde være nemt nok - og alligevel ikke. For der var en mønt i klemme i møntindkastet, så automaten kunne ikke benyttes. Men der var en kiosk ved siden af, hvor jeg blot kunne nøjes med at fremstamme Airport, og så kunne jeg købe en billet der. Ganske vist ikke en 75-minutters billet, som jeg havde købt to dage tidligere, men kun en 45-minutters billet, for andet havde de ikke i kiosken. Nå, men jeg havde da i det mindste vist min positive vilje, og så måtte jeg tage bøvlet hvis det kom. Denne gang var der billetkontrol i toget, og da jeg viste min 45-minutters billet spurgte han blot Airport, og da jeg bekræftede det var der ikke mere snak. Så uden yderligere bøvl kom jeg til Warszawas Chopin-lufthavn, fik udskrevet en billet videre der og kom med flyet til Oslo. Og efter to timer i Oslo fortsatte jeg med det halvtomme aftenfly hjem til Kastrup. Men jeg var nær aldrig kommet fra fingeren ind i terminalen. Jeg går jo ikke så hurtigt efter jeg er blevet opereret i mine knæ, så ståldøren ind til terminalen var lukket da jeg nåede frem. Disse døre burde ellers åbne sig ved automatik når man nærmede sig, men denne dør havde åbenbart ikke bemærket min tilstedeværelse, og uanset hvor meget jeg hev og sled i håndtaget ville døren ikke åbne sig. Men nogen på den anden side havde åbenbart bemærket at jeg ville ind i terminalen, så jeg hørte en stemme der fortalte at jeg blot skulle gå lidt tilbage - og så åbnede døren. Jeg var jo på den anden side da døren pludseligt og uden varsel lukkede op som en damphammer og slog mig derved omkuld, så jeg landede på min flade røv! Hvilket jo ikke var nogen forbedring af mit gangtempo, så efter jeg var blevet hjulpet op af et par SAS-ansatte haltede jeg videre i retning mod metroen. Således blev min første tur til Polen afsluttet med et blandet indtryk. Hotellet ville jeg gerne gæste igen, men april var åbenbart for tidligt til spændende traveture i Polen, også selv om Warszawa angiveligt har spændende lokationer. Måske et andet besøg i stedet skulle finde sted i maj eller juni, og måske jeg i stedet skulle overveje byen Krakow i stedet, hvilket Kjafa også havde foreslået mens vi havde været sammen. Krakow blev ikke så medtaget af 2. verdenskrig som andre polske byer, og så ligger bjergbyen Zakopane i Karpaterne blot et par timers togtur væk. Måske en mulighed.