Navigation:    
Start  >  Blog 
> 12. maj 2024
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Er pokalfinalen snyd? Søndag, 12.05.24

I modsætning til de mange fodboldfanatikere her i Danmark har jeg ikke en fløjtende fis' interesse i fodbold. Heldigvis bliver jeg jo ikke lokket når der er en 'spændende' fodboldkamp i TV da jeg jo ikke har TV i privaten, og hvad radioen angår har jeg for lang tid siden undladt at høre P3, der jo bringer fodbold i lange baner - eller i hvert fald gjorde det da jeg fravalgte at høre P3. Men siden har fodbolden også bredt sig til P4, som jo nu er den kanal jeg lytter til efter jeg sagde farvel til P3. Heldigvis har P4 så pakket alt deres fodboldlort ind i programmet 'Liga', som kendere af denne side vil vide at jeg ikke har spor interesse i. Men når P4s mange fodboldresultater er pakket ind i programmet Liga har jeg gjort det til en vane, at jeg hver morgen, når jeg læser min avis, checker hvornår Liga breder sig ud over æteren på P4, for det er jo ikke altid de nøjes med at beslaglægge aftenen mellem kl. 19 og 22; ligaen kan jo sagtens finde på at tage timer før og efter disse tidspunkter. Og derudover nøjes studieværterne jo ikke bare med at snakke fodbold under deres Liga-programmer, men det er tilsyneladende så vigtigt at det også må omtales i radioaviserne, og for at man ikke skal gå glip af fodboldens vigtighed hører man jo også reklameindslag i tide og utide, hvor de præsenterer det jeg hader mest ved fodbold i radioen, nemlig den råben og skrigen, der jo er indbegrebet af en fodboldkamp. Tak, jeg bor mindre end to kilometer fra Parken, så jeg sørger blot for at holde vinduerne lukket, selv på en lun forårsaften som i torsdags, hvor der blev spillet pokalfinale i Parken. Det bedste ved det var, ikke blot at Silkeborg vandt pokalen over AGF fra Aarhus, men også at sommeren nu forhåbentlig ville medføre sommerpausen i fodbold. Jeg undrede mig da lidt over, at det hverken var Brøndby eller FCK der vandt pokalen, men da jeg jo ikke har interesse i fodbold ræsonnerede jeg som så, at de to hold var blevet udspillet undervejs. Men ak og ve. Her til morgen hørte jeg, at sommerpausen alligevel ikke er indtruffet endnu, for i eftermiddag/aften (Liga er i aften udvidet, så de får otte timers spilletid - selv om en fodboldkamp kun varer 2x45 minutter!) skal netop Brøndby og FCK spille fodboldkamp - måske en bronzekamp? Så freden er ikke indtruffet endnu!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.