Egentlig følte jeg mig slet ikke veloplagt nok til at skulle ud og bestige et bjerg i dag, men det var nu en gang det jeg havde sat mig for at gøre i dag, for jeg havde kun besteget et enkelt bjerg siden jeg fik lavet disse knæoperationer, og det var i 2022 da jeg sammen med John fik besteget det højeste bjerg i New Jersey. Selv om det burde være tvivlsomt om jeg burde regne den top med da John kørte bilen helt op til toppen - og det selv om jeg havde fundet en god og længere vandrerute gennem et moseområde. Men bilen kørte alligevel til toppen, så for i det mindste at kunne acceptere at regne den top med steg jeg ud af bilen et par hundrede meter under toppen og gik selv det sidste stykke. For hvis jeg kan regne med at have besteget High Point Bison i Nebraska i 2011, den delstats højeste punkt, hvor jeg havde gjort det samme nummer, ville det vel være i orden at jeg gjorde det samme med New Jerseys højeste punkt. Derfor havde jeg vurderet, at hvis jeg gjorde noget lignende med Bjørndalsfjellets 362 meter, som stod på programmet for i dag, og hvor jeg tilmed havde mulighed for også at bestige 345 meter høje Lutsifjellet en passant selv om disse to bjerge ikke engang var Rogalands højeste punkter, ville det vel være lige så godt. Men det krævede jo i det mindste at jeg kom op på Bjørndalsfjellet i dag - og det gjorde jeg ikke! Uanset hvor mange penge jeg kastede efter projektet. Det helt generelle problem var, at min balanceevne var alt for udfordret, og endda inden jeg var nået frem til Paradisskaret, hvor opstigningen for alvor ville begynde, var jeg dejset om to gange. Kort efter faldt jeg en tredje gang og landede med måsen mellem to klippeblokke. Av! Hvilket fik mig til at genoverveje hele forsøget. Jeg var ikke en gang kommet til den stejle opstigning endnu, og jeg var allerede skvattet tre gange. Det her var jo bare fladt terræn, så hvordan skulle det ikke blive når det blev stejlere? Mere risikabelt, formodede jeg! Jeg kunne godt nok fornemme hvor Paradisskaret ville være, det var jo blot derovre i lysningen - men hvis jeg allerede var skvattet tre gange på tilnærmelsesvist fladt terræn kunne jeg have min tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kunne stige op over de stejle passager og slippe godt fra det? Hjemmefra havde jeg checket vejrudsigten, og den havde varslet begyndende regn fra middagstid, så jeg kunne måske nå op til Paradisskaret inden regnen begyndte, men så skulle jeg vel ned over den smattede og stenede sti når det regnede. Tydeligvis ønskede min krop det anderledes, for få minutter senere bevægede min krop sig nedad. Jeg havde passeret et par bænke på vejen ind, og jeg satte mig for et hvil på den første. Og mens jeg sad der kom der en løber i afslappet tempo op over stien. Der var noget helt galt her. For hvor jeg havde oplevet udfordringerne med at bevæge mig op gennem det stenede terræn kunne han blot jogge ganske afslappet. Godt han ikke havde set mig i mit krampagtige forsøg på at komme op over stien. Og kort efter kom en frue med tre pyntehunde forbi, som også skulle op over den samme sti. Men hvad, de hunde havde jo også dobbelt så mange ben til at holde balancen med! Vejret var dog stadig godt, så det lokkede flere ud. Der kom yderligere to hundeluftere (med fire hunde), samt to mere uden hunde - og jeg sad stadig der på bænken. Det blev altså hverken Lutsifjellet eller Bjørndalsfjellet i dag, og måske jeg havde slået større brød op end jeg kunne bage, for allerede på hotellet havde jeg bemærket at jeg sjoskede mere end godt var, og hvis jeg ikke en gang kunne gå frisk og frejdig på hotellets tæppebelagte gang, hvordan kunne jeg så forvente at jeg kunne gøre det i det stenede og ujævne terræn her? Så det mindste jeg kunne gøre ville være at fortsætte min nedstigning til Gramstad og få ringet efter taxaen så jeg kunne komme væk fra det her sted.