|
|
Så gik den ikke længere!
|
Fredag, 31.05.24
|
Så holdt den ikke længere! Lige siden starten på dette år har jeg tilstræbt at øge mine løbekilometer med 2 hver måned i forhold til min målsætning fra forrige år, som trods alt gav mig mit største fremskridt siden jeg fik foretaget disse knæoperationer. Forrige år var det blot min hensigt at øge med 1 km hver måned, men det holdt kun frem til og med august. Så måske er det ikke så underligt, at når jeg øger med dobbelt så meget hver måned, så holder jeg kun halvt så længe? Her for maj måned var det min plan at få løbet 20 km, men det blev altså kun til 12 km, hvilket ikke en gang var så meget som i maj forrige år. Jeg skrev jo forrige måned i mine noter, at det nok vil være bedre for min krop at løbe lidt flere og til gengæld kortere ture, og det er tydeligt at jeg ikke er god til at rette mig efter mine egne hensigter. For hvor jeg i april kunne fordele kilometrene på fire ture har jeg i maj kun haft tre ture. Og når en af disse tre ture tilmed skulle være en hurtig morgentur i Kildevældsparken er det jo logisk at det går galt. Denne morgentur skulle jo være et forsøg på at speede tempoet lidt op, men det var jo dømt til at mislykkes, da jeg ikke er frisk om morgenen i maj når jeg går i seng med solen. Til gengæld fik jeg så rykket en lille bitte smule i motionscentret, hvor jeg i det seneste kvartal ikke havde flyttet den mindste smule jern. For sidst på måneden fik jeg da lavet en gang S2-træning, og selv om jeg gruede lidt for at skulle i gang igen efter så lang tid uden træning gik det faktisk ganske udmærket, da jeg var i stand til at køre det fulde program. Omend det kun var den ene tur, og i gamle dage kørte jeg begge programmer to gange på en måned, til gengæld fik jeg så traveturen i Rogaland - selv om det jo burde have været en fuld bestigning. Hvilket jo kan tyde på at der er noget underliggende galt med min form. Men det skriver jeg jo mere om i næste måned.
|
|