Som gammelt medlem af Dansk Bjergklub i over 30 år siden 1982 og med iboende interesse for bjerge og bjergbestigning i særdeleshed, hvilket stadig den dag i dag også afsløres at baggrunden for denne hjemmesides navn vil det næppe være den største overraskelse, at jeg også har været medlem af bestyrelsen i Dansk Bjergklub, men med faldende interesse i klubben for klassisk bjergbestigning og stigende fokus på hvad jeg vil kalde kunstig klatring, hvilket vil sige indendørs klatring med klatring på byggede klatrebaner på kunstige greb følte jeg, at bjergklubben havde bevæget sig i en retning som jeg ikke havde interesse i. Og da klubben nedlagde sine klublokaler og henlagde sin kommunikation til en hjemmeside i stedet for den personlige kontakt, som jeg havde kendt den siden 1982 og tilmed ikke engang sendte mig min årlige kontingentopkrævning kastede det følgende kommentar fra mig på min blog for ti år siden, hvorfra jeg bringer dette klip: "Jeg ved godt nok, at man for nogle år siden besluttede, at internettet skulle være klubbens primære informationskilde, med hvad det indebærer af dårlig kommunikation. For med internettet som primær informationskilde får man jo kun de oplysninger, som man som bruger søger. Og ikke de informationer, man som afsender synes er vigtig. Som for eksempel generalforsamlinger. Og for nogle år siden fik jeg aldrig at vide, at klubben holdt sin generalforsamling flere måneder tidligere end normalt. For man søger jo ikke informationer om generalforsamlingen et halvt år før man forventer at den skal afholdes. Måske man bare ønskede at gennemføre generalforsamlingen uden for mange irriterende spørgsmål fra medlemmerne. Så jeg fik intet at vide om generalforsamlingen, mødte derfor ikke op, og fik derfor ikke lejlighed til at stille nogle intrigante sporgsmål. Og undrede mig derfor i marts over, at jeg ikke blev opkrævet mit årskontingent den 1. april, som det ellers havde været tilfældet siden 1982."
Hvilket jeg så kunne læse som, at bjergklubben på en ufin måde ikke længere ønskede at have mig som medlem. Og ved at undlade at sende mig opkrævning for mit kontingent slap de vel for mig. Selv om jeg på dette tidspunkt nok stadig havde indflydelse nok i bjergklubben til at beivre forholdet vurderede jeg, at det ikke var en kamp der var værd at kæmpe for. Man skal jo vælge sine kampe med omhu, og denne kamp syntes jeg ikke var værd at kæmpe for, og jeg havde jo dengang stadig min venne- og bekendtskabskreds med andre bjerg-interesserede i privaten. Og i takt med at jeg har stadig færre aktiviteter i bjergene, specielt efter jeg fem år senere fik foretaget udskiftning af mit højre knæ (hvilket halvandet år senere blev efterfulgt af mit venstre knæ) er det gået kraftigt ned af bakke. Men jeg forsøger stadig!
Dagblog 15. juni 2014: Dansk Bjergklub glemmer tilsyneladende deres gamle medlemmer