Som tidligere varslet, for godt en uge siden, fokuserer jeg her på den plade, der blev den sidste topscorer gennem de år jeg har lavet min Top30-oversigt. Det bliver således White Eagle med Tangerine Dream der afslutter 23 års registreringer over hvilken musik jeg har spillet i privaten, og selv om jeg har en høj stabel med de mange Tangerine Dream-albums jeg har købt gennem tiden, og sågar også et enkelt firedobbelt album, har jeg aldrig lavet en anmeldelse af en plade med Tangerine Dream. Ikke før nu, hvor jeg føler, at en førsteplads på årets Top30 må kvalificere til en anmeldelse. Så på en måde føles det passende at jeg som det sidste indspark om min pladesamling anmelder Tangerine Dream som den sidste plade. For selv om jeg har 15 plader på vinyl og yderligere seks på CD har de alle, på nær tre, på et aller andet tidspunkt været at finde på årenes Top30. Men selv om langt de fleste har været inde over top30 på et tidligere tidspunkt er der ingen, der har været noget års topscorer. Så måske det er meget passende, at jeg med den sidste Top30-oversigt slutter af med Tangerine Dream på den øverste plads, for albummet White Eagle blev det højst rangerende album for 2023, et album der blev udgivet tilbage i 1982. Og hvad er det så man hører på pladen? Jo, for som næsten alle andre plader med Tangerine Dream (blandt venner blot omtalt som TD) er også dette album bygget over den elektroniske musik, som bandet er kendt for - og de holdt sig ikke tilbage for at lade et enkelt nummer brede sig over begge pladesider eller tilmed et dobbeltalbum, omend de i den senere tid ofte nøjedes med at lade et enkelt nummer fylde den ene pladeside. Således også med White Eagle, hvor side 1 er optaget af den 20 minutter lange nummer Mojave-Plan, som efter en lettere uheldsvarslende indledning går i gang med den velkendte gode TD-lyd. Og hvor man især i nummerets sidste minutter lægger mærke til den specielle ekko-lyd, som TD udødeliggjorde på deres album Ricochet, som udkom syv år tidligere. For efter min overbevisning er TD altså bedst til de gode symfoniagtige værker, som bandets tidligere medlem Klaus Schulze har excelleret i. Tilbage til White Eagle. På side 2 gemmer sig tre kortere numre, hvor jeg vil mene, at uanset om det er det første uptempo nummer, det andet tematiske nummer eller det tredje nummer, som faktisk er temanummeret, så er de alle for korte, for de får slet ikke tid til at spille sig ud. Det lykkes kun for det allerførste nummer - som heldigvis får en hel side at brede sig over.