Som tidligere omtalt lykkedes det mig ikke at få besteget blot et lille bjerg på forrige uges tur til Stavanger, hverken det 346m meter høje Lutsifjellet eller det 362m høje Bjørndalsfjellet, og når jeg tænker på hvor mange og langt højere bjerge jeg har besteget i de foregående mere end fyrre år, er det på sæt og vis pinligt, at det ikke lykkedes mig at bestige blot et enkelt af disse to bjerge. Men sjældent har jeg været så uoplagt som i disse dage, hvilket jeg også har omtalt undervejs. Jeg kan stille migselv det spørgsmål, om jeg overhovedet var klar til at bestige de små bjerge her. For allerede inden jeg nåede så tæt på Paradisskaret, som det var mig muligt, var jeg skvattet tre gange, og eftervirkningerne deraf kan jeg jo se og føle den dag i dag. For resultatet af en af de gange jeg skvattede kan jeg se ved en kraftig hudafskrabning af min højre underarm, hvor sårene så småt er begyndt at rasle af mig - godt at min krop til en vis grad er selv-reparerende. Men mindre godt er det, at da jeg faldt den tredje gang og landede med måsen mellem to klippeblokke fik jeg en smerte i mit haleben, og det er ikke et område, der normalt lader sig bemærke. Heldigvis er det ikke en smerte jeg bemærker i det daglige, og det er da min forventning, at denne gene også går i sig selv igen. Halebensbrud kan gøre det vanskeligt at sidde eller dyrke fysisk aktivitet, men jeg kan næppe anklage mit haleben for at være årsag til mit manglende løb for tiden, da det nok snarere skyldes ugidelighed. Men det får mig da alligevel til at tænke på, hvad der har afstedkommet det, om mit haleben måske skulle være brækket! Så jeg søgte nærmere informationer herom på nettet - på sundhed.dk. Og her kan det konkluderes, at jeg næppe behøver at gøre mig de store bekymringer, for et halebensbrud ville gå i sig selv igen, dog skulle jeg søge behandling hvis tilstanden varer længere end seks måneder. Bruddet kan medføre stærke smerter, men da det ikke er tilfældet for mig er mit haleben vel blot 'bøjet'. Hvis nødvendigt vil eventuel behandling blot være med smertestillende medicin. Og da jeg i forvejen stadig tager en smule paracetamol hver morgen efter mine knæoperationer kan den vel også tage sig af det. Så jeg behøver nok ikke foretage mig videre desangående. Ikke andet end at finde ud af, hvor jeg så skal tage hen for at bestige et andet bjerg, for ideer har jeg jo nok af - blot det bliver et mere fremkommeligt terræn!