|
|
Højvande i Wallis igen
|
Lørdag, 22.06.24
|
Med et vejr, som blot bliver mere og mere voldsomt som årene er gået, kan jeg ikke undgå at tænke på, hvilken effekt det har på vejret i Wallis. For Wallis har jo tidligere oplevet altomfattende oversvømmelseskatastrofer, som jeg også selv har oplevet det når jeg har været i Wallis når regnen og bjergskredene har væltet ned. Dette har også afstedkommet adskillige bøger, som jeg har købt mig når jeg har været i området, og som nu også befinder sig i mit bibliotek. For nogle år siden tilmeldte jeg mig internetudgaven af Walliser Bote, da jeg naturligvis havde interesse i at følge med i vejrets udvikling i et bjergområde, som jeg jo kendte efter at have besøgt Wallis gennem flere årtier, men selv internetabonnement blev for dyrt da jeg blot var interesseret i indvirkningen på landområdet dernede, så da min prøveperiode udløb blev den ikke fornyet. Men jeg får stadig nyhedsopdateringer ved henvisning til de artikler jeg dog ikke længere kan læse uden at betale for det. Men i går fik jeg en nyhedsopdatering, der var så vigtig at den kunne læses af folk, der ikke (længere) var abonnent, og den slugte jeg straks! Specielt faldt jeg over nervøsitet over Ritigraben, der munder ud i Mattervispa halvanden kilometer ovenfor St. Niklaus i omkring 1100 meters højde. Dette bækløb havde i 2018 afstedkommet klippeskred, der meterhøjt havde blokeret kantonalvejen gennem dalen med ral og klippeblokke, og man var nervøs for, at det kunne ske igen, så nu blev slugten overvåget konstant og tunge bulldozere kørt i stilling så man kunne reagere med det samme hvis det skulle blive nødvendigt. For man kan let miste kontrollen når bjerget skrider, da Mattervispa jo er klemt inde mellem to 4500 meter høje bjerge. Jeg behøver jo blot referere til Randaskredet, som i 1991 satte en effektiv prop i Mattertal. Længere oppe i dalen var hovedvejen nu blevet spærret af et skred ovenfor Täsch, hvilket dog ikke havde direkte indflydelse på jernbanedriften, da jernbanen her løber gennem et lukket galleri. Ligeså måtte campingpladsen i Täsch evakueres på grund af det stigende højvande i floden. Så da jeg lukkede ned i går aftes, mens man forventede et nyt skybrud senere på aftenen, var jernbanen afbrudt mellem Visp og Zermatt, ligesom vejen mellem Stalden og Täsch var det, omend man håber at kunne genåbne vejen så vidt som til St. Niklaus i morgen tidlig.
|
|