Jeg kan efterhånden godt fornemme, at både min krop og mine forskellige tekniske hjælpemidler er ved at nærme sig sidste salgsdag, nu hvor jeg for flere år siden måtte lade mig indlægge på hospitalet for at få gennemført først en enkelt udskiftning af mit højre knæ i 2019 og dernæst mit venstre knæ i 2021. Også mit forskellige tekniske udstyr holder heller ikke evigt. Jeg har efterhånden udskiftet min rygsæk flere gange, og tilbage i 2003 måtte jeg skille mig af med de langrendsski, som gennem mange år havde ført mig gennem forskellige vinterekspeditioner i Lappland, efter at bindingerne på disse ski havde løsnet sig under et uheld ved en skitur i Norge. Jeg tror det på nuværende tidspunkt er den tredje version af et spejreflexkamera jeg benyttede mig af inden jeg (også fra 2003) gradvist gik over til et digitalt kamera, hvor jeg nu kører på sjette version, som jeg købte i Canada få dage efter jeg havde oplevet min blodprop, som havde besværliggjort mit liv mange år frem. Hvad elektronisk udstår angår synes jeg dog der er en tendens til, at folk herhjemme skifter udstyret ud længe før der er behov for det - og det har jeg særligt bemærket efter årtusindskiftet. Producenterne er ofte selv skyld i, fordi jeg fornemmer, at meget udstyr jo har en slags 'indbygget forældelsesfrist', hvor man bliver tvunget til at skifte udstyret selv om det stadig er fuldt funktionsdygtigt. Derimod lader det til, at udstyr fra forrige århundrede fungerer fint nok, fordi selv om jeg i snart lang tid ikke har kunnet høre mine 'moderne' cd'er eller se mine dvd-film fordi den tilhørende spiller er brudt ned kan jeg sagtens afspille mine 50 år gamle LP'er. Jeg skal blot udskifte pick-up'en cirka hvert tyvende år. Kort sagt virker min over 40 år gamle grammofon da stadig - ligesom da jeg for over 50 år siden ved strømafbrydelse blot kunne dreje pladetallerkenen på familiens monogrammofon med hånden og afspille 78'erne med en kraftig synål! Omend, 78'ere kan min egen grammofon dog ikke afspille, da den ikke er gearet til sådanne hastigheder.