|
|
Udløbsdato for bjergbestigning?
|
Onsdag, 10.07.24
|
Man bliver aldrig for gammel til at stå overfor nogle udfordringer, som man selv (og ens omgangskreds) mener man er blevet for gammel til at modstå, mens man selv mener at man er fuldt på højde med situationen, og sagtens kan klare en runde mere, da man selv har den nødvendige erfaring, som er samlet sammen gennem årtiers arbejde. Aktuelt er det situationen, som både jeg, og ikke mindst den demokratiske præsident Joe Biden står overfor. Gode gamle Joe vil nemlig gerne være præsident for USA i en periode mere, selv om mange mener han er for gammel til et så ansvarsfuldt arbejde som leder for hele den frie verden når nu Ruslands sabler rasler mere og mere, samtidig med at hans modkandidat er blevet erklæret de facto kriminel og et stigende antal vælgere slutter op under hans bragesnak. Men det er jo et valg, som jeg ingen som helst indflydelse har på, men blot kan håbe på, at folk der på den anden side af Atlanten besinder sig, og opdager, at der er meget mere, end 'blot' et præsidentvalg, der står på spil! Omend håb jo aldrig har været en fornuftig strategi.
Men som jeg har været inde på ved starten af dagens blog er det spørgsmålet, om også jeg er blevet for gammel, naturligvis nok ikke til at stille op til præsidentvalg, men til at bestige flere bjerge? På nuværende tidspunkt har jeg besteget 261 bjerge inklusive de bjerge, som jeg har besteget flere gange, men det er snart to år siden at jeg har besteget mit seneste bjerg. Og mit seneste forsøg på at bestige et bjerg, som jeg foretog da jeg forsøgte mig på Bjørndalsfjellet udenfor Stavanger i Norge, var blot en forkølet gnalling på sølle 362 meter - og det lykkedes mig her ikke engang at komme i gang med selve opstigningen! Og det får mig til at tænke på min bjergkammerat Erik Storm, som har fulgt mig siden jeg besteg mine første alpine toppe i Schweiz i 1982, men som efter vore fælles bestigninger i Iran for en snes år siden gradvist måtte indrømme at han nu var blevet for gammel til at bestige bjerge. Og jeg er nu tre år ældre end han var på det tidspunkt! Alligevel går jeg fortsat med planer om at bestige flere bjerge, som det også kan ses af denne blog. Men han var 65 år gammel da vi sammen besteg Harney Peak og andre bjerge i USA, så måske jeg skulle sætte min bjergmæssige udløbsdato til sommeren 2028, hvor jeg selv vil være 65 år? For der er stadig mange bjerge jeg mangler at bestige.
|
|