Som altid har jeg mange planer når jeg skal på min årlige rejse til Delta, for et er hvad jeg selv kan planlægge for de dage jeg er herovre, noget andet er de planer som John lægger for os. For den weekend, som slutter nu havde jeg tænkt mig at skulle bryde med en fyr med profilnavnet slandon23, som så ud til at være en spændende mørk fyr, der holdt til i Wilmington i Delaware. Han er lidt yngre end mig, lidt lavere og også lidt tungere. Og så er han ikke bare til submission som jeg er det, men så er han også en heel og har tilmed interesse i Pro wrestling, hvilket jeg længe har haft et ønske om at prøve at stifte bekendtskab med. Ham skulle jeg have besøgt i går; jeg skulle bare have taget Amtrak ned til Wilmington, så vi kunne have brydet på hans måtte. Men det blev altså ikke til noget, for John havde selv en plan om at vi skulle køre op til hans ven Martin i Woodstock i upstate New York. Og Martin var den fyr som hængte mig op i en suspended spreadeagle på Delta tilbage i 2018, og vi har snakket om at vi måske kunne gøre noget lignende igen i år. Derudover har han foreslået at jeg kunne besøge ham i et par dage før vi skal lege sammen på Delta i år, således at han også kan vise mig Hudson Highlands og måske bestige Bull Hill, nu hvor det ikke lykkedes mig at bestige Bjørndalsfjellet mens jeg var i Stavanger. Så det var et sjældent tilfælde, hvor en mulig brydekamp og en mulig bjergbestigning stod i vejen for hinanden. Jeg valgte så den lette løsning, at køre med John til Woodstock og besøge Martin. Vi kom dog ikke ud på nogen travetur denne dag men brugte i stedet størstedelen af tiden med at se nærmere på Woodstock. Men Martin foreslog at jeg kommende onsdag kunne tage toget op til Rhinecliff, som var den station, som lå nærmest på Woodstock, og herfra havde jeg på Googlemap set at der førte stier op til Bull Hill. Så kunne jeg tilbringe hele torsdagen sammen med Martin, og så kunne jeg køre med ham direkte fra Woodstock til Delta. Ja, planer har det med at ændre sig når jeg er hos John, og sådan går det tilsyneladende også denne gang. Jeg kunne se af fotos fra turen op til Bull Hill, at stierne derop til skulle være noget mere fremkommelige end jeg havde set dem i Norge, men det var jo ingenlunde sikkert at jeg ville kunne komme derop - og i givet fald så næppe med så stor sikkerhed som jeg havde i gamle dage. Selvfølgelig vil det være rart at komme op og se Hudson Valley oppefra, men flere af den slags tanker gør det bare mere spekulativt hvorvidt det vil være reelt, fortsat at se mig selv som bjergbestiger. Og selv om jeg ikke kommer til at bryde med slandon23 har jeg overraskende nok en stor lyst til at bryde med ham; der er nu altså noget tiltrækkende for mig ved disse mørke fyre.