Navigation:    
Start  >  Blog 
> 1. september 2024
 
Foregående    Index    Dette tema 

  En middelklasse bryder Søndag, 01.09.23

Det er nu faktisk ti år siden, at jeg besluttede at gøre noget mere seriøst med min brydning, efter at jeg i 2007 havde haft en prøvetur med bootspandex fra Dublin og i 2013 fået en kontakt med nico06laus i Köln efter jeg var blevet udskrevet fra hospitalet efter min blodprop. Mit indtryk var, at jeg skulle gøre et og andet for at rette op på de mange måneders inaktivitet, og da jeg længe havde haft potentiel interesse for brydning ville det være nærliggende for mig, at lære lidt mere udi denne kampsport, således at jeg kunne gøre en bedre figur end jeg havde gjort i Köln i sin tid. På det tidspunkt havde jeg stadig regelmæssige rejser til Berlin, og her havde jeg fået kontakt med brydeklubben Einsteiger, hvor jeg havde mulighed for at komme med til en gang begyndertræning. Det benyttede jeg mig af, og derfra bringer jeg dette klip: "Træneren var en lille, men ganske adræt fyr, og allerede under opvarmningen fik jeg min sag for, da jeg slet ikke var så agil som jeg gerne skulle være. Hvilket ikke var en overraskelse for mig, men det var nu ikke særlig tilfredsstillende. Jeg kunne nok regne ud, at løb ville være en del af opvarmningen, men jeg havde ikke gennemskuet at vi også skulle løbe både sidelæns og baglæns. Og hurtigt skulle falde ned på måtten og lige så hurtigt op igen. Jo, jeg har stadig meget at træne, men det var nu ganske interessant at finde ud af hvad jeg skulle træne, for måske jeg efterfølgende selv kunne træne det uden instruktør."
Efter opvarmningen gik vi i gang med den egentlige brydetræning, hvor træneren gennemgik forskellige tips og muligheder, som vi så skulle eftergøre. Det var generelt godt nok, men der var så mange ting, man skulle huske, så jeg kunne hurtigt miste overblikket. Derfor burde jeg træne to-tre gange i træk, så det til sidst havde mulighed for at blive hængende. Men det havde jeg ikke mulighed for her i Berlin - i hvert fald ikke i denne omgang. Til slut var der fri kamp, og her skulle jeg bryde med både René og den anden nye bryder. Dog mest med René, da ham den anden nok vægtmæssigt var for let for mig. Selv om Renés 116 kg godt nok var en tung kamp for mig var jeg nok den, der var nærmest på hans vægt. Så jeg bemærkede hurtigt fordelene ved at være i samme vægtklasse - og ulemperne ved ikke at være det! I brydning gælder det om at få begge modstanderens skuldre til jorden, og hvis ham den unge virkelig ville forsvare sig var han som klæbet til måtten. René gav mig mine udfordringer på en anden måde, for på et tidspunkt havde jeg hans ene skulder i måtten, men skulle have begge ned for at det gjaldt. Sandsynligvis havde han stabiliseret sig med det ene ben, og hvad jeg gjorde ved jeg ikke, men pludselig var han helt nede, og træneren gav mig et anerkendende nik, og René havde et forbløffet udtryk i ansigtet. Men ellers havde René helt styr på mig. På et tidspunkt var det som om jeg mistede orienteringen, men jeg fandt hurtigt ud af hvorfor, for en brøkdel af et sekund senere tordnede jeg med ryggen i måtten - han havde tilsyneladende givet mig en lufttur. Det er nu godt man i brydning har disse måtter!" Således er det nu ti år siden, at jeg for alvor begyndte på disse bryderier, og på disse ti år har jeg haft langt over hundrede brydekampe med flere end hundrede modstandere. Omkring halvdelen af disse kampe har jeg vundet, og det er jeg ganske tilfreds med, for jeg har det ganske godt med at klassificere mig selv som en middelklasse bryder. Jeg behøver ikke at være lige så god som Thomas Lund fra brydeklubben på Falster, da det for mig altid har været godt for mig at få sved på kroppen. Specielt her i denne tid, hvor jeg heller ikke får løbet så meget. Selv om jeg desværre heller ikke har brydet så meget. Jeg havde ellers tænkt mig, at jeg skulle have en lille stribe brydekampe nu hvor jeg var her i Trenton igen - men det bliver desværre heller ikke til noget!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.