Navigation:    
Start  >  Blog 
> 20. september 2024
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Passwordproblemer Fredag, 20.09.24

På dette års tur til Delta havde jeg tilsyneladende slappet lige lovlig meget af, for selv om jeg havde brugt meget af min overskydende tid til at skrive mine dagbogsbemærkninger på Johns computer og efterfølgende sendt dem til mig selv, således at jeg forholdsvis let kunne downloade dem når jeg var hjemme og derved havde en god basis for mine regelmæssige opdateringer af min hjemmeside viste det sig stort set umuligt at hente disse opdateringer ned igen da først jeg var hjemme igen. For selv om jeg ikke havde haft problemer med at logge på mine forskellige sites mens jeg var i New Jersey virkede det nærmest som et uoverskueligt problem når først jeg var hjemme igen. Og det hjalp ikke at jeg nu var hjemme igen og havde adgang til mine tre sider med oversigt over de mange logons og password som jeg jo har brug for for at gøre disse computerbaserede hjælpemidler nemmere. For alt for ofte nægtede systemerne at kende til de passwords jeg ellers mente jeg kendte - og når jeg ville skifte til et nyt password (som jeg jo alt for ofte blev bedt om) kunne computeren sagtens huske de mange password jeg havde brugt gennem tidligere år, og som jeg derfor ikke kunne bruge mere. Så er det bare jeg spørger: Når computere nu er så intelligente at de kan huske alle de passwords som jeg har brugt mange år tilbage men ikke kan (må?) bruge længere, hvorfor kan de så ikke huske de passwords som er de aktive, nuværende og brugbare? For før den seneste opdatering af min computer, som jeg blev tvunget til at foretage da jeg var kommet hjem igen fra Amerika skete det alt for ofte, at min egen computer ikke ville kendes ved mig, og selv om man jo får tre-fire forsøg på at ramme tastaturkombinationerne rigtigt inden man må anmode om et nyt password kan jeg se af min historik, at jeg siden jeg kom hjem for fem dage siden ni gange har måttet finde på et nyt password - og det hjælper jo ikke på sikkerheden når man skal skifte password så ofte at man knap nok kan nå at notere sig det nye password inden blækket fra det forrige password er blevet tørt!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.