|
|
I sommerhuset på en regnvejrsdag
|
Søndag, 29.09.24
|
Nu hvor jeg har været en måned i USA er der mange aktiviteter jeg har måttet vente med at nyde godt af - eller andre har kunnet nyde godt af. En af disse aktiviteter er mine regelmæssige møder med min gamle turkammerat Erik Storm, som jeg jo plejede at være sammen med en gang om måneden. Disse møder har tidligere medført at jeg har besøgt ham i hans sommerhus i Odsherred for blandt andet at fælde træer og kløve træet op til brændovnen i huset. Det seneste års tid har det dog fundet sted mere og mere sjældent i takt med at ejerskabet til sommerhuset gradvist overgår til hans datter, så vore regelmæssige møder har i stigende omfang fundet sted i København i stedet, i løbet af foråret oftest ved de forskellige aktionærmøder som vi begge gerne vil deltage i, og hvor der ofte er bespisning efterfølgende. Og nu hvor sæsonen for aktionærmøder er overstået er der så mange andre spisesteder i byen vi kan ty til. Så meget at jeg næsten havde glemt den hygge der er i hans sommerhus når regnen trommer på taget eller stormen tuder rundt om hjørnerne. Men her torsdag-fredag skulle vi have et gensyn med hans sommerhus da der skulle skiftes fire meter paneler, der udgør baghavens hegn mod vejen på bagsiden. Dele af dette hegn havde fået nogle tæv i det forgangne år, hvorfor vi først skulle køre til en trælasthandel i Holbæk for at købe nye paneler og efterfølgende køre dem til Ellingelyng for endelig montage. Det var for så vidt ikke en vanskelig opgave, men sådanne store paneler med en udstrækning på nær ved to meter i begge retninger er jo noget lettere at bakse med når man er to personer. Det var grunden til at jeg var blevet kaldt ud, til trods for at det ikke var vejr til at være i sommerhus i, og slet ikke til at arbejde i haven i. Det høvlede ned i stænger og vi oplevede den største nedbørsmængde i historien for en septemberdag. Men alligevel fik vi løst opgaven da vi benyttede os af de korte perioder hvor det ikke regnede helt så meget, og ellers havde vi brænde nok til når regnen sendte os indendøre igen. Så selv på en regnvejrsdag kunne vi få noget lavet på sommerhuset.
|
|