I dag var jeg så igen på besøg hos Chai, hvilket dog (heldigvis?) ikke sker så hyppigt længere. Men hans ønske om at se mig mere hyppigt fejler tilsyneladende ikke noget, for nogen tid efter jeg i oktober var kommet hjem fra Berlin havde han sendt mig en sms om at vi skal på en thai-restaurant kl. 11.00 når jeg vender hjem fra Dresden igen i næste uge. Men han havde ikke skrevet noget om nogen dato, endsige om, hvorledes hans fremskridt havde forløbet med hans kunstige ben eller om han havde fået fat i det nye tilpassede ben! Jeg kunne derfor forvente at har blot var ude efter at få en ledsager, som kunne hjælpe ham til at komme ud af huset, mere end til at komme frem til denne thai-restaurant; han havde tilsyneladende ikke undersøgt om hvordan og hvorledes han som handicappet kunne gøre nytte af den kommunale støtte, som København tilbyder ham, og jeg kunne således se i øjnene, at det ville ligge til mig at sørge for, at han kom frem og tilbage, hvilket jeg på ingen måde var interesseret i, da jeg synes jeg har rigelig opgave med selv at komme frem og tilbage gennem byen, han havde åbenbart ikke selv været ude og gå en tur på egen hånd eller rundt på plejehjemmet, da han altid blot havde ligget og krydret røv i sengen når jeg har været på besøg hos ham. Og ikke noget nyt om hans meddelelse fra forrige måned, om at han nu agtede at flytte tilbage til Thailand Så som konsekvens heraf anbragte jeg denne meddelelse om, at vi nu skulle spise sammen på en thai-restaurant under 'uanbringelige forsendelser'. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til at spise på en thai-bix sammen med ham, for det havde jeg da, idet jeg aldrig har sagt nej til at spise thai - men mere fordi jeg ikke kunne overskue konsekvenserne. For jeg er jo ikke den person, som jeg havde været i sin tid, hvor vi flere gange havde taget en bus fra hans kolonihave ind til byen for et godt aftensmåltid - eller hvor han selv havde kokkereret i sit diminutive køkken i havehuset.